Gå til søgning Gå til indhold
Liste
1 uge

Lanzarote eller Fuerteventura – hvilken ø skal du vælge?

Både Lanzarote og Fuerteventura er solsikre øer, og de har begge gode strande og smuk natur, men hvad adskiller dem? Vi hjælper med at finde frem til den ø, som passer bedst til netop dig. Læs vores 5 bedste grunde til at vælge henholdsvis Lanzarote eller Fuerteventura.


De kanariske øer er populære rejsemål, når vi skal på ferie i vinterhalvåret. Måske skal du besøge dem for første gang denne vinter, eller du har lyst til at prøve en ny ø, men er usikker på, hvor rejsen skal gå hen. Her kan du forhåbentligt blive lidt klogere på de østlige kanarieøer, Lanzarote og Fuerteventura.


5 grunde til at vælge Lanzarote


Unikt design og arkitektur skabt af César Manrique 


Er du til stilrent design, kunst og smuk arkitektur? På Lanzarote bliver du mødt af en gennemtænkt byggestil med smukke hvidkalkede huse med grønne eller blå vinduer og døre. Takket være øens berømte arkitekt og kunster, César Manrique, så er der i dag regler for, hvordan der må bygges på øen. Han har til og med skabt en del seværdigheder, hvor naturen bliver en del af kunstværket.


TIP: Oplev César Mariques hjem, numera museum, i Tahiche og grotten Jameos del Agua med underjordiske barer og koncertsal.


Papagayo-strandene – naturoplevelser i særklasse


Lanzarote har mange fine strande, men for en helt unik oplevelse skal du begive dig ud til Papagayo-strandene. De ligger i en nationalpark nær Playa Blanca og består af flere små viger og enorme sanddyner. Nationalparken ligger cirka fem kilometer fra Playa Blanca, og du kan gå eller cykle hertil.


TIP: Husk at medbringe en picnic, eftersom der ikke findes servering på naturstranden.

Papagayostrandene uden for Playa Blanca.
Papagayostrandene uden for Playa Blanca er beskyttet naturområde.

Gode hoteller til en afslappende ferie


På Lanzarote finder du et bredt udvalg af hoteller, der passer til både par og familier. Øen byder på alt fra rolige voksenhoteller til større resorts med poolområder, aktiviteter og restauranter. Mange hoteller ligger i smukke omgivelser tæt på havet, hvor du kan nyde udsigten, slappe af ved poolen og forkæle dig selv med god mad.


Så uanset om du drømmer om en afslappende ferie med fokus på velvære eller en mere aktiv ferie med træning og oplevelser, er der gode muligheder for at finde et hotel, der matcher dine behov. Se vores mange hoteller i Playa Blanca her


TIP: Overvej at vælge et hotel med spa eller havudsigt, hvis du vil gøre ferien lidt ekstra afslappende.


Vinsmagning i spektakulære vulkanlandskaber


At køre rundt omkring i Lanzarotes vin-distrikt nær Yaiza og Tinajo med en lejet bil er en skøn oplevelse. Det kan hurtigt blive til mange fotostop, eftersom naturen er så dramatisk og vinrankerne står i den sorte vulkanjord i ly fra stenmure. At den lokalproducerede vin samtidig er af høj kvalitet, gør ikke oplevelsen dårligere. Malvasía er den mest almindelige drue her.


TIP: Kør forbi El Grifo og smag deres egen vin – gården er en af Spaniens ældste vingårde.


Lystbådehavnen Marina Rubicon – oplev god stemning, shopping og aftenliv


På det sydligste Lanzarote ligger den fine lystbådehavn Marina Rubicon med loungebarer, caféer og småbutikker med mærkevaretøj og indretningsartikler. Om aftenen tændes gadelygterne og strandpromenaden fyldes med folk, som spadserer omkring, drikker et glas vin eller ser på bådene i solnedgangen. Fra hotel TUI BLUE Flamingo Beach Resort kan du gå til Marina Rubicon på godt en halv time langs strandpromenaden.


TIP: Besøg det lokale gademarked onsdag og lørdag formiddag med smykker, håndværk og kunst.

Lanzarotes vinmarker.
Lanzarotes vinmarker er helt unikke.

5 grunde til at vælge Fuerteventura


Perfekte forhold til surfing og vandsport


Fuerteventura er et velkendt mekka for vindsurfing, og særligt den nordlige del af øen dyrker surf-kulturen. Her findes alt, hvad en surfer kan drømme om: Hemmelige strande og laguner, vild natur og afslappende atmosfære i Corralejos små gader. Den pålidelige vind på Fuerteventura skaber perfekte forhold til windsurfing og kitesurfing, og derfor afholdes der også flere internationale konkurrencer netop her.

TIP: Besøg surfer-byen Lajares på den nordlige del af øen.


Endeløse strande og imponerende sanddyner


Det, som adskiller Fuerteventura fra de øvrige kanariske øer, er uden tvivl strandene. Med en omkreds på mere end 200 kilometer er øen omgivet af strande af forskellig karakter. De fleste er både brede og lange, så der findes godt med plads og smukke udsigter udover landskabet.


TIP: Oplev sanddynerne i nationalparken Las Dunas, der ligger cirka fem kilometer fra Corralejo.

Stor strand på Fuerteventura.
Fuerteventuras strande er både lange og brede.

Autentiske fiskebyer og lokale oplevelser


Med en lejet bil kan du opleve gemte hjørner af Fuerteventura, som de færreste turister besøger. Den lille by Ajuy på vestkysten har ingen hoteller – bare nogle enkelte, hyggelige restauranter med friskfanget fisk og lækre skaldyr på menuen. Du kan følge vejen fra Pajara.


TIP: Besøg den dramatiske, sorte vulkanstrand i Ajuy.


Farverig dragefestival i Corralejo


En gang om året fyldes himlen over Corralejo på Fuerteventura med farverige drager. Begivenheden er gylden mulighed for at få det perfekte billede til din Instagram-profil eller postkortet til mormor. Dragefestivalen arrangeres ved Playa del Burro i begyndelsen af november, og i løbet af tre dage samles drage-fantaster fra hele verden for at dyste og vise deres imponerende drager frem.


TIP: Dragefestivalen i november nær Playa del Burro.


Lokale specialiteter og oste fra øen 


Smagfulde oste som laves efter traditionelle metoder, er noget af det, Fuerteventura især er kendt for. På øen findes der mange ostemejerier, hvor du kan kigge forbi til en prøvesmagning, en rundvisning eller bare for at købe et godt stykke ost til din tapas. Man laver både frisk og lagret gedeost i mange former, heriblandt en ost som er overdækket med cayennepeber.


TIP: Ostesmagning på mejeriet Granja La Villa i Betancuria.

Drager flyver i luften i Corralejo.
Dragefestival som afholdes i Corralejo i november.

En lille opsummering: Lanzarote er en vulkanø med spændende seværdigheder, lange og børnevenlige strande og en behagelig feriestemning. Du kan besøge vulkanlandskaber, grille på lavasten og besøge naboøen La Graciosa. Fuerteventura har kanarieøernes længste strande, ørkenlignende landskab, frisk vind og er perfekt til dig, som vil sole, bade, cykle, løbe eller surfe.


Vi håber, du nu har lidt nemmere ved at vælge mellem disse to fantastiske rejsemål. Er du fortsat i tvivl, om det skal være Fuerteventura, Lanzarote eller en helt tredje ø? Læs vores guide og find den kanariske ø, som passer til dig!


Her kan du læse mere om alle TUIs rejser til De Kanariske Øer her.


Opdateret 28. maj 2026. 

Mere inspiration?

Følg os på Instagram