
Fra idylliske kystbyer til historiske seværdigheder, smukke strande og en enestående madkultur med duften af citroner og nygrillet fisk – velkommen til Calabrien!
Længst mod syd i Italien, hvor støvlens tåspids møder havet, ligger Calabrien – en rå, autentisk og solrig perle, hvor masseturismen endnu ikke har taget over. For mange danskere er Calabrien stadig en uopdaget del af Italien. Her venter dramatiske klipper, smukke strande, frodige vinmarker og en rig historie.
Capo Vaticano ligger på Calabriens vestkyst, cirka 10 kilometer syd for Tropea. Stedet er kendt for sine hvide sandstrande, stejle klipper, der rejser sig op fra det turkisblå hav, og imponerende udsigter over det Tyrrhenske Hav og De Æoliske Øer. På klare dage kan du se Stromboli og røgen fra den aktive vulkan i det fjerne. Kysten består af små bugter, hvor den mest kendte er Grotticelle Beach, som består af tre sammenhængende vige omgivet af klipper. Andre smukke og lidt roligere strande i området er Praia i Focu, Tono Beach og Santa Maria Beach – perfekte til snorkling, svømning og bådture med et rigt maritimt liv og roligt vand.
Området er ideelt for naturelskere med mange vandrestier gennem det uberørte landskab. Solnedgangen ved Capo Vaticano, med udsigt til De Æoliske Øer, er noget helt særligt og giver en magisk afslutning på dagen.

Pizzo er en pittoresk by, der ligger på en klippe ved havet, og byen er især kendt for sin Tartufo – en iskugle fyldt med flydende chokolade og drysset med kakao. Byens historiske centrum byder på smalle gader, hyggelige små torve og pastelfarvede huse, som tilsammen skaber ægte italiensk atmosfære. Besøg Castello Murat, en lille fæstning hvor Joachim Murat, Napoleon Bonapartes svoger og konge af Napoli, blev fængslet og henrettet i 1815. Slottet huser i dag et museum med udstillinger om Murats liv og Pizzos historie.
Lige nedenfor den gamle bydel ligger La Marina di Pizzo – en strandpromenade med små barer og restauranter. Stranden har roligt vand og udsigt mod Tropeas klipper i det fjerne. I nærheden ligger også Spiaggia di Piedigrotta, kendt for Kirken af Piedigrotta – en hulekirke hugget ud i sandstenen af søfolk i 1600-tallet. Inde i grotten står statuer og altre skåret direkte ud af klippen, oplyst af naturligt lys, der siver ind fra havet – en både magisk og mystisk oplevelse.

Tropea ligger højt på en klippe over det glitrende Tyrrhenske Hav og er en af Calabriens smukkeste og mest ikoniske byer. Den tiltrækker besøgende med sine hvide strande, azurblå hav og historiske centrum med fantastiske udsigter, små butikker og trattoriaer, hvor du kan nyde aromatiske retter fra det lokale køkken. Byen ligger langs Costa degli Dei – gudenes kyst – en strækning så smuk, at den næsten virker guddommelig.
Udenfor byen, på en separat klippe, ligger Santa Maria dell’Isola, et gammelt benediktinerkloster og Tropeas mest fotograferede motiv – især ved solnedgang, når himlen farves rosa og gylden. Du kan ikke forlade Tropea uden at smage byens berømte Cipolla Rossa di Tropea – den røde løg, der bruges i alt fra salater og pasta til marmelader og endda is.

Drømmer du om en rolig og afslappende ferie ved havet? Så er Zambrone det perfekte sted. Den lille by med pastelfarvede huse, smalle gader og hyggelige piazzaer byder på ægte italiensk dagligliv – kaffe på torvet, lokale kunsthåndværksbutikker og familiedrevne trattoriaer med frisk fisk og calabriske specialiteter. Her ligger også en af Calabriens længste og mest uberørte strande – perfekt hvis du vil nyde solen i fred og ro. Den afslappede stemning og det rolige natteliv gør byen ideel til både romantiske rejser og stille ferier, hvor du kan lade batterierne op i naturskønne omgivelser.

I Calabrien kan du bade og snorkle ved gyldne strande, gå gennem middelalderlige gader, tage lokaltoget langs den smukke kyst eller sidde på en fortovscafé og nyde et glas lokal Cirò-vin og lækkerier fra det calabriske køkken, mens solen går ned i havet. Lej en bil og kør gennem landskabet med frugtplantager, kornmarker og bløde bakker.
Det calabriske køkken er rustikt og baseret på lokale råvarer. Regionen er kendt for sin rødløgsmarmelade og den smørbare salami ’nduja, som også er blevet populær herhjemme – blandt andet som topping på pizza. Calabrien er også en traditionsrig vinregion, hvor du blandt andet finder Gaglioppo og Greco di Bianco.
Derudover siges det, at verdens bedste lakrids fremstilles i Rossano i det nordlige Calabrien. Her ligger Amarelli-lakridsfabrikken, hvor du kan besøge lakridsmuseet og købe alverdens lakridsprodukter. Tag gerne med på en udflugt til en autentisk vingård for at lære om vinproduktion og smage økologiske vine sammen med lokale delikatesser. Eller vælg en heldagstur til Agriturismo Caridà, hvor du kan opleve oste- og pastaproduktion – og endda lave din egen Pecorino.

I denne region møder Appenninerne det azurblå Tyrrhenske Hav. Her venter dramatiske klipper, frodige vinmarker, middelalderbyer og charmerende landsbyliv – perfekt til dig, der vil opleve det ægte Italien til fods, på cykel eller i bil.
Calabrien er som skabt til roadtrips med korte afstande og store kontraster. Du kan forhåndsbestille lejebil, så alt er klart ved ankomsten. Start for eksempel i Tropea – den smukke klippeby kendt som “Middelhavets balkon”. Gå gennem de smalle gader, nyd udsigten fra Santa Maria dell’Isola og afslut med en dukkert i det turkise hav.
Kør videre til Pizzo for at smage den berømte tartufo-is, og fortsæt derfra mod Serra San Bruno, hvor du kan besøge det historiske kloster Certosa di San Bruno omgivet af skove og bjergluft. Hvis du har lyst til eventyr, kan turen gå videre til Aspromonte Nationalpark, hvor vejene snor sig gennem dybe dale, olivenlunde og små, skjulte landsbyer som Gerace og Stilo – begge med middelalderstemning og fantastiske udsigter.

For cykelentusiaster byder Calabrien på en perfekt kombination af udfordringer og skønhed. Langs den tyrrhenske kyst mellem Scalea og Capo Vaticano finder du en af Italiens smukkeste kyststrækninger med let trafik, citrusduft i luften og udsigtspunkter over havet. Et andet højdepunkt er Sila Nationalpark, et grønt højlandsområde med søer, fyrreskov og stille veje. Her kan du cykle mellem landsbyer som Camigliatello Silano og Lorica og afslutte dagen med lokal ost, svampe og vin på en fjeldgård.

I Aspromonte Nationalpark finder du spektakulære ruter, blandt andet til Montalto (1956 m.o.h.), regionens højeste punkt, hvor du på klare dage kan se helt til Sicilien og De Æoliske Øer. Langs kysten kan du følge Sentiero del Brigante, en 140 kilometer lang vandrerute gennem små landsbyer, skove og gamle stier brugt af røvere og handelsfolk.
Kortere dagsture findes også ved Capo Vaticano, hvor du kan vandre mellem skjulte strande og duftende macchia-buske. Hvis du ønsker en længere vandreoplevelse over flere dage, kan du begive dig ud på den nye rute Calabria Coast to Coast Trail, der går mellem Pizzo og Soverato ved Det Ioniske Hav. Ruten er lidt over 50 km og tager dig gennem både bjergområder og historiske byer. Den er opdelt i tre etaper, som typisk gennemføres over tre dage.

Italien, det bestøvlede land, hvor fortid og nutid lever side om side. Et land fyldt med charme, historie, kultur og vidunderlig gastronomi. I den nordlige del af det centrale Italien
Vi anvender cookies og andre funktioner, heriblandt fra vores partnere, på vores hjemmeside. Nogle er nødvendige for, at vores hjemmeside fungerer pålideligt og sikkert (nødvendige cookies). Andre hjælper os med at forbedre din oplevelse, levere personligt tilpasset indhold og gemme anonyme data til statistiske formål (funktionelle cookies, statistik og analyse samt markedsføringscookies).
Ved at klikke på "Accepter" godkender du brugen af alle cookies. Ved at klikke på "Afvis" accepterer du kun nødvendige cookies, og vores hjemmeside tilpasses ikke til dine interesser.
Hvis du vil vælge, hvilke kategorier af cookies du vil acceptere eller afvise, skal du klikke på "Administrer". Du kan altid ændre disse indstillinger senere ved at klikke på "Administrer cookies" i websitets footer. Komplette oplysninger om hver cookie kan du læse på denne side: Cookies og sikkerhed. Vi ønsker, at du føler dig tryg ved, at dine data er sikre hos os: Læs vores privatlivspolitik.