Gå til søgning Gå til indhold
Liste
1 uge

Herretur – fem rejsemål til den perfekte tur med gutterne!

Er det ved at være et stykke tid siden, du og dine kammerater sidst var på tur? Der er intet som at samle flokken og begive sig ud på et nyt eventyr. Her kan du se vores fem tips til rejsemål, der er perfekte til en herretur.

Berlin

Berlin er et ideelt rejsemål for en herretur. Den tyske hovedstad byder på et bredt udvalg af forskellige aktiviteter og seværdigheder. Berlin er kendt for sit livlige natteliv, men også madentusiaster vil trives her med byens varierede udbud af gastronomi. Fra eksklusive restauranter til traditionelle Beer Gardens; i Berlin er der noget for enhver smag!


For de historieinteresserede i gruppen, byder Berlin på utallige seværdigheder, der er værd at opleve. Brandenburger Tor, Berlinmuren og Checkpoint Charlie er selvskrevne, hvis man vil opleve lidt af byens historie. Efter sightseeingen er det tid til, at eventuelle sportsinteresserede i selskabet får deres vilje. Berlin er blandt andet hjemsted for fodboldholdet Hertha BSC, så her er der mulighed for en sjov fodboldoplevelse!


Hvis I er sultne efter lidt fart og spænding, findes der flere actionfyldte aktiviteter i Berlin. Her er der muligheder for både gokart og paintball, og hvad passer bedre til en tur med gutterne end det?

Udsigt over Berlin by.
Berlin byder på et bredt spekter af aktiviteter og seværdigheder.

Barcelona

Er I på udkig efter et rejsemål, der kombinerer både strand- og storbyliv, så passer Barcelona perfekt! Her er der et bredt udvalg af aktiviteter og seværdigheder at opdage, og den katalanske storby har virkelig noget for alle.


Byens madudbud er varieret og spændende, med alt fra tapasbarer i det gotiske kvarter til restauranter med fisk og skaldyr på havnepromenaden. En kulinarisk oplevelse kan inkludere at smage på lokale specialiteter som patatas bravas, som er en vidunderlig klassisk ret fra det spanske køkken, bestående af lækre, sprøde kartofler toppet med krydret tomat-/paprika sauce. Jamón ibérico, sortfodsskinken, som i parentes bemærket ikke er til at betale i Skandinavien, er også et must.


Aftenerne i Barcelona er livlige, og der findes mange barer, klubber og musiksteder. Området El Raval er kendt for sit trendy natteliv, mens Port Olímpic har flere natklubber med udsigt over havet.


For sportsinteresserede er en tur til Camp Nou, hjemmebanen for FC Barcelona, et obligatorisk besøg. At se en fodboldkamp eller tage på en rundvisning på stadion giver en uforglemmelig oplevelse til fodboldfreaks.


Barcelona kan også byde på både leg og afslapning på Barceloneta-stranden, hvor der er mulighed for at spille strandvolleyball eller prøve forskellige former for vandsport. Hvis I er ude efter spænding, er et besøg i forlystelsesparken PortAventura et godt tip. Vil I have en lidt roligere dag, kan Sagrada Familia og Park Güell være værd at besøge.

Camp Nou, hjemmebanen for FC Barcelona
Camp Nou, hjemmebanen for FC Barcelona

Amsterdam

Tredje destination på vores liste over rejsemål, der passer perfekt til en herretur, er en europæisk klassiker. Amsterdam er en spændende og dynamisk by, som kombinerer kultur, historie, gastronomi og natteliv.


Amsterdam er kendt som en by, der bedst opleves på cykel, og gaderne her er da også perfekte til en cykeltur. Efter en tur i pedalerne, kan I slappe af på et af byens mange spisesteder med en bid mad og noget godt at drikke.


En anden unik måde at opleve Amsterdam på er på en bådtur på kanalerne. Den hollandske hovedstad byder selvfølgelig på meget inden for historie og kultur, og tre gode tips her er Rijksmuseum, Van Gogh Museum og/eller Anne Franks hus.


Om aftenerne kan I opleve det varierede og spændende natteliv i Amsterdam, hvor der er mange pubber, klubber og steder med livemusik. Her er der mulighed for at danse natten lang eller bare slappe af på en rolig hollandsk pub.

Amsterdam bådtur på kanalerne.
Oplev Amsterdam med en bådtur på kanalerne.

Prag

Prag er kendt for sin smukke arkitektur, historie, kultur og byliv. Det er også et fremragende rejsemål til en herretur med sin blanding af aktiviteter og seværdigheder.


Her kan I udforske det historiske centrum, Prags Slot og Karlsbroen og meget mere, før I sætter jer ned på en lokal restaurant eller pub og prøver lokal mad og drikke. Madoplevelserne i Prag er en vigtig del af besøget, og især traditionelle retter som gullasch med den milde, røde chili skal prøves.


Der er også muligheder for actionfyldte aktiviteter som gokart og paintball, men en cykeltur langs floden Vltava kan også være et alternativ, hvis I ønsker en lidt roligere aktivitet. Om aftenen kan I opleve Prags natteliv med barer, klubber og musiksteder. Blandt andet er området Wenceslas Square kendt for sit natteliv. For en lidt roligere aften kan et besøg til en af byens mange ølhaller eller en drink på en tagterrasse være et godt alternativ.

Prags sporvognslinjer.
Benyt Prags sporvognslinjer for at opleve byens historie, kultur og smukke arkitektur.

Las Vegas

Det sidste forslag er for gutterne, der vil på et rigtigt eventyr. Der findes få byer mere ikoniske end Las Vegas, og her er der meget mere at foretage sig end bare gambling! Las Vegas byder på mange forskellige aktiviteter. Alt fra en helikoptertur over Grand Canyon til et besøg på The Mob Museum – her er der noget for alle.


Kultur- og kunstinteresserede kan besøge Neon Museum, hvor man kan se ikoniske skilte fra Las Vegas. Aftenerne i Las Vegas byder også på en række kulturelle arrangementer, inklusive verdensberømte shows og koncerter.


Kulinariske oplevelser er en vigtig del af besøget i Las Vegas, og byen har et stort udvalg af restauranter. Tag en kulinarisk tur langs The Strip og prøv forskellige restauranter, eller nyd en middag med udsigt fra en af byens mange tagterrasser.


Las Vegas tilbyder en dynamisk blanding af eventyr, kultur, mad og underholdning, hvilket gør det til et ideelt rejsemål til en herretur!

Las Vegas
Las Vegas er et enestående syn om aftenen

Vi håber, at  I har fået nogle nye idéer til, hvor I kan tage hen på næste herretur! Overvejer du, hvad der er klogt at pakke? Så kan du se vores pakkeliste til storbyferie, eller bruge vores værktøj "Checkliste til ferien" for en skræddersyet pakkeliste.