Gå til søgning Gå til indhold
Liste
1 uge

Guide til Las Palmas på Gran Canaria

Det er tid til at glemme billedet af Las Palmas som værende charterturismens lidt slidte Grand Old Lady. Gran Canarias hovedstad byder på  en kombination af livlig storby og afslappet strandparadis. Her finder du gourmetrestauranter, tagbarer, spændende shopping, surfing og naturoplevelser i bjergene lige i nærheden. Her er vores guide til højdepunkterne i Las Palmas.

Vores første tip er at fokusere på bylivet i Las Palmas, når du tager på ferie til Gran Canaria. Du kan vælge mellem mange gode hoteller og få både storbyoplevelser og strandliv i ét. Det er nemt at komme rundt på Gran Canaria, så selv hvis du bor i den sydlige del af øen, kan du afsætte en eller flere dage til at opleve Las Palmas.
 

Bydele i Las Palmas
 

Las Canteras – Strand midt i byen

Stranden Las Canteras er hjertet i Las Palmas, som er fyldt med liv fra tidlig morgen til sen aften. Den 4 km lange sandstrand har en strandpromenade med caféer og restauranter. Takket være et naturligt rev er en del af Las Canteras beskyttet mod strømme. Strandens sydlige del, La Cicer, er populær blandt surfere og byder på gode surfskoler for dem, der vil prøve kræfter med windsurfing, bølgesurfing eller kitesurfing. Området er også kendt for sine barer og restauranter med en afslappet surferstemning.

Stranden Las Canteras
Citystranden Las Canteras er livlig fra solopgang til sent om aftenen.

Vegueta – Den gamle bydel med brostensgader og markedspladser 

På den anden side af byen ligger Vegueta, den historiske bydel, som er på UNESCOs verdensarvsliste. Fra Las Canteras kan du gå de 3 km (cirka 40 minutter) hertil, tage en lokalbus eller købe en dagsbillet til hop-on-hop-off-busserne, hvis du vil opleve flere seværdigheder på vejen. En taxa fra Las Canteras til Vegueta koster cirka 50 kr.
 

Veguetas smalle, brostensbelagte gader er omkranset af pastelfarvede bygninger i barok- og renæssancestil, og kvarteret byder også på charmerende parker med springvand. Her finder du museer, katedralen Santa Ana og en række hyggelige og trendy restauranter. På shoppinggaden Triana, som er bilfri, ligger butikker med både spanske og internationale mærker. For at finde de unikke perler bør du udforske sidegaderne, der gemmer på trendy interiørbutikker, antikvitetsforretninger og spændende modebutikker.

Katedralen Santa Ana i Las Palmas
I området ved katedralen Santa Ana ligger der flere tagbarer.

Guanarteme – En lokal favorit

Kun et stenkast fra strandlivet ligger bydelen Guanarteme, som de seneste år er blevet en favorit blandt de lokale. Her åbner der konstant nye restauranter og barer, og området er bestemt et besøg værd. På Calle Joaquin Costa er stemningen høj – ofte med livemusik.
 

Santa Catalina med den populære Catalinapark

Øst for Las Canteras ligger bydelen Santa Catalina, der gemmer på den skønne Catalinapark. Parken minder mere om en åben plads med blomster og palmer og er et centralt mødested i byen. Her er nattelivet i fokus, og hver søndag fra kl. 8 til kl. 14 er der marked i området.

Gade i Las Palmas.
De grønne områder og den storslåede arkitektur gør det til en fornøjelse at gå rundt i Las Palmas.

Shopping i Las Palmas

Hvis du elsker shopping, vil Las Palmas bestemt ikke skuffe. Byen har to store shoppingdistrikter: butiksgaden Mesa y López (hvor stormagasinet El Corte Inglés ligger) og gågaden Triana med sine sidegader. Derudover findes der flere store shoppingcentre og markedspladser, hvor du kan finde lokale produkter eller gøre nogle gode loppefund. Du kan læse mere om shopping og markeder i Las Palmas her.

Blå bygning i Trianaområdet i Las Palmas
En shoppingtur i Trianaområdet er et must i Las Palmas.

Seværdigheder i Las Palmas
 

Katedralen Santa Ana
I Vegueta, den gamle bydel, ligger katedralen Santa Ana ved en stor plads med udendørs serveringssteder. Tip: Tag trapperne op til klokketårnene.

Katedralen Santa Ana
Katedralen Santa Ana er bygget i spansk renæssancestil og stod færdig i år 1570.

Markedshallen Mercado de Vegueta

Tag også et kig ind i den gamle markedshal fra 1856. Her finder du boder fyldt fra gulv til loft med frugter, delikatesser og andre produkter dyrket eller fremstillet på øen.


Poema del Mar – akvarium

Las Palmas' mest populære seværdighed er en undervandsverden med farverige fisk og vandplanter. Tip: Besøg akvariet, når det åbner. Gå ikke glip af: akvariet med hummere og krabber.


Videnskabsmuseet

Kun et par minutters gang fra akvariet ved Santa Catalina-pladsen ligger videnskabsmuseet, Museo Elder de la Ciencia y la Tecnología. Her finder du temaer som rummet, dyrearter og meget mere – et stort hit, hvis du rejser med børn.


Casa de Colon – Columbus' hus

I Vegueta-kvarteret boede Christopher Columbus mellem sine rejser til den nye verden. Hans hus rummer i dag museet Casa de Colón. En rejse tilbage i historien!


Markedshaller

Et besøg på det charmerende Mercado del Puerto ved havnen er et must. Her finder du charcuteri, oste, grøntsager, fisk og et stort udvalg af virkelig gode tapasrestauranter. Om aftenen bliver borde og stole stillet op langs gangene, og markedspladsen bliver endnu mere livlig.

Der er yderligere to markedshaller i Las Palmas: Mercado de Vegueta og Mercado Central.

Markedshallen Mercado del Puerto Gran Canaria
I markedshallen finder du fine souvenirs – hvis du kan lade være med at spise dem med det samme.

Tapasaften i Vegueta

Torsdag aften bør du tilbringe i Vegueta-kvartererne. Det er nemlig tid til Ruta del Pincho Vegueta, hvor lokalbefolkningen zigzagger mellem barerne og nyder en øl eller et glas vin og en tapa (for kun få euro) på hvert sted. Her mødes kollegaer, vennegrupper og børnefamilier – for i Las Palmas er det helt naturligt at samles på tværs af generationer.
Adresse: Calle Mendizabal og Calle Pelota


Restauranter i Las Palmas

Las Palmas er en madby af format – måske fordi mange stjernekokke har valgt at åbne restauranter på deres hjemø. Mange af dem skaber innovative retter baseret på øens egne råvarer som lam, fisk, oste, solmoden frugt og grøntsager. Selvom der selvfølgelig findes restauranter med alle mulige køkkener i Las Palmas, anbefaler vi, at du prøver retterne fra det kanariske køkken.


Gå ikke glip af at smage dette i Las Palmas

  • Fisk og skaldyr, helt frisk fra havet
  • Solmodnede citrusfrugter samt avocado, mango, papaya, tomater og meget andet frugt og grønt, som er dyrket lokalt
  • Papas arrugadas, de berømte saltbagte kanariske kartofler, serveret med mojo-sauce – enten rød (paprika) eller grøn (koriander)
  • Suppeagtige gryderetter som potaje og sancocho
  • Lokalproducerede oste, hvor Gran Canaria har opnået flere internationale udmærkelser for oste fra øens mejerier. Her finder du både fåreoste og oste lavet på komælk, hvoraf nogle kun findes på øen.


Læs mere om maden i Las Palmas i vores inspirationsreportage.


Og så nogle restauranttips:

  • Tagbaren Terraza Belvedere med udsigt over katedralen. Adresse: Plaza Santa Ana 5.
  • Qué Leche, en trendy restaurant med et touch af både japanske og peruvianske retter. Adresse: Calle Torres 22.
  • Mazu, et cool taqueria med tacos, ceviche og tostadas i bydelen Guanarteme. Adresse: Calle de Joaquin Costa 24.
Blæksprutte på en bund af "papas arrugadas".
Leche – et af de mange gode steder i Las Palmas.