Gå til søgning Gå til indhold
Liste
1 uge

Guide til de smukkeste strande i Kemer omgivet af hav, bjerge og antikke ruiner

Mellem det blå Middelhav og de grønne Taurusbjerge ligger Kemer som en lille oase på den tyrkiske riviera. Her finder du fine stande i lange baner. Elsker du en livlig strand med masser af vandsport, eller foretrækker du en stille og rolig perle beliggende mellem smukke fyrretræer? Kemer tilbyder begge dele, og stedet er lidt anderledes end flere af de klassiske sandstrandsdestinationer.

Mange af strandene i Kemer består af småsten, grus eller en blanding af sand og sten, men til gengæld er vandet klart, naturen tæt på, og udsigten til bjergene er svær at slå. Og hvis du rejser lidt uden for selve Kemer, venter der både lange strande, små bugter og steder, hvor historie og hav mødes, for du kan nemlig endda bade tæt på antikke ruiner.
 

Her får du en guide til nogle af de bedste strande i Kemer i Tyrkiet og området omkring byen.


Publiceret: August 2026 

Skrevet af: Henny
 

Hvordan er strandene i Kemer?
 

Hvis du foretrækker kilometerlange, brede strande med blødt, gyldent sand, er Kemer ikke nødvendigvis det oplagte valg. Mange af strandene er sten- eller grusstrande, mens andre har sandede områder.
 

Moonlight Beach er det bedste valg i selve Kemer, hvis sand er vigtigt for dig. Çıralı har også store sandede områder, mens Beldibi, Göynük og Çamyuva byder på en blanding af sand, grus og småsten.
 

Til gengæld får du også meget andet: meget klart vand, små bugter og en naturkulisse, hvor Taurusbjergene næsten føles som en del af stranden.

Strand med liggestole, der ligger ud til blåt hav og med bjerge i baggrunden.
Der er forskel på strandene i Kemer, men der er noget for enhver smag.

Moonlight Beach (Ayışığı) – Kemers livlige strand
 

Lige ved marinaen i Kemers centrum ligger Moonlight Beach, også kendt som Ayışığı. Dette er stranden for dig, der gerne vil have lidt mere liv omkring dig og samtidig kunne gå direkte fra stranden ind til byens restauranter, butikker og marina.
 

Moonlight Beach er lang og har primært finkornet sand, hvilket mange andre strande i området ikke har. Det gør netop Moonlight Beach til et populært valg for familier, og strandklubber, caféer og forskellige aktiviteter giver den en mere livlig stemning.
 

Her findes der også forskellig slags vandsport, hvis en hel dag på håndklædet bliver lidt for stille til din smag. Og når solen går ned, har du byens centrum lige i nærheden.
 

Passer til: Familier, par og dig, der gerne vil være tæt på bylivet.
Strandtype: Primært finkornet sand.
Faciliteter: Liggestole, vandsport, caféer, restauranter og forskellige strandaktiviteter.

Kemers offentlige strand – central og afslappet 
 

På den anden side af marinaen ligger Kemers offentlige strand. Den er et mere simpelt alternativ til Moonlight Beach og passer godt til dig, der bare gerne vil have en svømmetur tæt på centrum.
 

Her er stranden i højere grad præget af småsten og rullesten, og det klare vand er en stor del af oplevelsen. Hvis du ikke er vant til stenstrande, kan et par badesko være en god idé.
 

Det er ikke nødvendigvis den strand, du vælger til en hel dag med aktiviteter, men beliggenheden gør den praktisk – især hvis du bor i centrum af Kemer.
 

Passer til: Voksne og større børn, der vil bade centralt.
Strandtype: Primært småsten og rullesten.
Faciliteter: Offentlige strandfaciliteter, lidt vandsport og byens tilbud lige i nærheden.

Barn svømmer og flyder i havet ved Kemer i Tyrkiet.
Mange af strandene i Kemer fungerer godt til både voksne og børn.

Çamyuva – lang strand syd for Kemer
 

Syd for Kemer ligger Çamyuva, som har en lang kyststrækning. Stranden her har både grus, småsten og mere sandede partier, og der findes både private hotelområder og offentlige dele, der er tilgængelige for alle. Det gør Çamyuva til et fleksibelt valg, hvis du gerne vil nyde en dag ved havet uden at være afhængig af at bo på et bestemt hotel.
 

Çamyuva er også et godt udgangspunkt, hvis du ønsker at tage en tur til Phaselis, og det er blandt andet derfor, at Kemer er noget helt særligt: Du kan kombinere strandliv med natur og historie på samme dag.
 

Passer til: Familier og dig, der ønsker mange faciliteter.
Strand: Småsten, grus og sandede partier.
Faciliteter: Hoteller, restauranter og strandfaciliteter.
 

Phaselis – hvor strand møder antikkens ruiner
 

Phaselis er måske den mest særlige strandoplevelse i området omkring Kemer. Den antikke by ligger mellem fyrreskoven og havet, og ruinerne af den gamle havneby kan stadig ses og opleves i landskabet.


Phaselis havde tre havne, og i dag kan du gå gennem de antikke ruiner, før du fortsætter ned til en af de små bugter for at bade. Du kan du nemlig sagtens gøre i Phaselis, og mange kombinerer besøget i den antikke by med en svømmetur i det klare vand. Her er du omgivet af fyrretræer, turkisblåt vand og flere tusinde års historie. Det er svært at finde en mere stemningsfuld måde at tilbringe en eftermiddag ved Middelhavet på!
 

Phaselis ligger omkring 14 kilometer fra Kemer og kan nås med bil, lokal transport eller som en del af en organiseret udflugt.
 

Passer til: Historieinteresserede, naturelskere, par og dig, der elsker udflugter.
Strandtype: Primært småsten og små bugter.
Faciliteter: Mere begrænsede end ved resortstrandene.
 

Çıralı – den rolige strand for naturelskere
 

Hvis Phaselis er stranden for historieelskeren, er Çıralı stranden for naturelskeren.
 

Omkring 37 kilometer fra Kemer ligger Çıralı med en cirka 3,5 kilometer lang strand. Her er stemningen mere afslappet end i de større resortområder, og naturen fylder langt mere. Stranden består af fint grus tæt ved vandet og mere sandede områder længere oppe på stranden.
 

I den ene ende ligger Olympos, mens bjergene bag stranden gemmer på Yanartaş – de naturlige flammer, som har været tændt gennem århundreder og er forbundet med den antikke fortælling om det ildspyende monster Chimera. 
 

Çıralı er desuden et vigtigt yngleområde for Caretta Caretta-havskildpadder. Det er endnu en grund til, at stranden føles mere "naturlig" end mange af feriebyernes strande. 
 

Passer til: Par og familier, der kan lide natur og ro 
Strand: Fint grus og sand.
Faciliteter: Enklere end i Kemers centrum og begrænset vandsport. 

Beldibi – lang strand med plads til hele familien
 

Nordøst for Kemer ligger Beldibis strand, der er over to kilometer lang og både har områder med sand og sten. Der er offentlige strandområder, hotelstrande og mulighed for forskellige aktiviteter, blandt andet parasailing. Her finder du blandt andet vores populære TUI Magic Life Beldibi
 

Det er en populær strand i højsæsonen, men netop længden gør, at der er mulighed for at finde et lidt roligere sted. Som flere andre steder langs Kemers kyst ligger bjergene tæt bag stranden, så selv en klassisk resortdag kan nydes med en imponerende kulisse.
 

Passer til: Familier og dig, der gerne vil have en klassisk stranddag med mange faciliteter.
Strandtype: Sand og småsten, afhængigt af området.
Faciliteter: Hoteller i nærheden, strandfaciliteter, restauranter og vandsport.
 

Göynük – strandliv med bjergene i baggrunden
 

Omkring syv kilometer nordøst for Kemer ligger Göynük, som især er kendt for sine store feriehoteller, sine grønne omgivelser og sin beliggenhed tæt ved Taurusbjergene.
 

Også denne strand er lang og består af både sand og småsten. Her er der gode faciliteter, og der tilbydes blandt andet vandsport og bådture til nogle af de små bugter langs kysten. Göynük er derfor et godt valg, hvis du gerne vil kombinere en komfortabel stranddag med lidt mere aktivitet. Og hvis du får lyst til at bytte havet ud med lidt sightseeing i bjergene for en stund, ligger Göynük Canyon i nærheden.
 

Passer til: Familier, par og rejsende, der både vil bade og vandre. 
Strandtype: Sand og småsten.
Faciliteter: Gode resortfaciliteter, vandsport og restauranter.

Strand i Kemer med udsigt til bjerge og åbent hav.
I Kemer kan du nyde udsigten til bjergene fra mange forskellige strande.

Hvilken strand i Kemer skal du vælge?
 

Der er ikke én strand i Kemer, der er bedst for alle.
 

Vil du have sand, vandsport og liv, er Moonlight Beach et oplagt valg. Rejser du med familien og vil have mange faciliteter, kan Beldibi eller Göynük være gode alternativer.
 

Vil du hellere have natur og historie, bør Phaselis stå højt på listen. Og hvis drømmen er en mere stille dag ved havet, hvor naturen får lov til at fylde, er Çıralı et af de bedste valg.
 

Det fine ved Kemer er, at du ikke behøver vælge én strand og holde dig til den. Afstandene mellem mange af kystens strande er overkommelige, så du kan sagtens bruge ferien på at opleve flere forskellige dele af området.
 

Kemer er med andre ord et godt valg, hvis du gerne vil have mere ud af din strandferie end bare sand mellem tæerne. Her mødes Middelhavet og Taurusbjergene, og langs kysten ligger både moderne feriebyer, grønne skove og spor efter civilisationer, der har været her længe før os.


Vil du vide mere om endnu flere tyrkiske strande? Så se vores guide til de bedste strande i Tyrkiet