Gå til søgning Gå til indhold
Liste
1 uge

Seværdigheder i Alanya: 10 tips til ting, du skal se og opleve

Lange strande og solrige dage er en stor del af charmen ved Alanya i Tyrkiet. Men når du vil have lidt afveksling fra strandlivet, er der meget mere at opdage. Tag svævebanen op til den middelalderlige borg, udforsk kølige drypstensgrotter eller tag på udflugt til grønne floddale og dybe kløfter i Taurusbjergene. Her guider vi dig til ti spændende steder i og omkring Alanya med tips, der gør det lettere at planlægge udflugterne og få mest muligt ud af dagene.


Tekst: Katriina

Udgivet: 18.08.2026

1. Alanya-borgen – byens mest kendte vartegn

Alanya-borgen ligger på en klippefyldt halvø, cirka 250 meter over havets overflade. Herfra har du udsigt over både Kleopatra-stranden og byens havn. Borgens historie strækker sig tilbage til antikken, men store dele af murene, der omgiver området i dag, blev opført af seldsjukkerne i 1200-tallet. Inden for murene finder du porte, ruiner og ældre bygninger, der fortæller om Tyrkiets historie. Mange kommer først og fremmest hertil for udsigten, så glem ikke kameraet.


Hvem passer det til?

En udflugt til Alanya-borgen passer til dig, der interesserer dig for historie og smukke udsigter. Området kan også besøges med børn, men vær opmærksom på, at brostensgaderne er ujævne, og at terrænet er kuperet. Nogle steder kan det derfor være svært at komme frem med barnevogn.


Hvordan kommer jeg dertil?

Du kan gå til borgen fra det centrale Alanya på cirka 30-45 minutter. Vejen op er stejl og kan være krævende i varmt vejr. Vil du undgå gåturen, kan du tage en taxa, lokalbus nummer 4 eller svævebanen Alanya Teleferik fra Kleopatra-stranden. Busturen tager cirka 15-20 minutter.


Tip: Tag bussen op og gå tilbage gennem den gamle bydels smalle gader. Så undgår du den stejle opstigning og får samtidig set mere af området.


Åbningstider

Alanya-borgen er åben hver dag. I sommersæsonen, april-oktober, er åbningstiderne kl. 8.30-19.00. I vintersæsonen, november-marts, er borgen åben kl. 8.30-17.30. Billetsalget lukker 30 minutter før lukketid.


Bedste tidspunkt at besøge stedet

Besøg gerne borgen tidligt om morgenen eller senere på eftermiddagen, når temperaturen er mere behagelig. Regn med mindst 2-3 timer, hvis du vil udforske både borgen og omgivelserne i ro og mag.

Alanyas borg troner på klippen over byen.

2. Alanya Teleferik – svævebanen op til borgen

Vil du op på borgbakken uden at gå hele vejen? Så er Alanya Teleferik et praktisk alternativ. Den cirka 900 meter lange svævebane forbinder Kleopatra-stranden med borgområdet. På den korte tur får du udsigt over Middelhavet, stranden og borgmurene over byen.


Hvem passer det til?

Svævebanen passer til de fleste og er især praktisk for børnefamilier og for dig, som vil undgå den stejle vandretur op til borgen. Selve turen varer kun få minutter, men udsigten gør den til en oplevelse i sig selv.


Hvordan kommer jeg dertil?

Svævebanens nedre station ligger ved siden af Damlataş-grotten og Kleopatra-stranden, i gåafstand fra det centrale Alanya. Turen tager cirka fem minutter hver vej. Hvis du også vil udforske borgområdet, kan du regne med, at hele udflugten tager cirka 2-3 timer.


Åbningstider

Alanya Teleferik kører dagligt fra kl. 9.30 til omkring kl. 23.00. Om fredagen lukker svævebanen tidligere, omkring kl. 21.00. Åbningstiderne kan variere afhængigt af årstid og vejr.


Bedste tidspunkt at besøge stedet

Tag gerne turen sent på eftermiddagen eller lige før solnedgang. På dette tidspunkt er udsigten over byen og havet ekstra flot. Det er også et populært tidspunkt, så vær forberedt på flere besøgende.

Alanya Teleferiks svævebane i luften over byen.
Fra Alanya Teleferik får du en flot udsigt over byen og havet.

3. Damlataş-grotten ved Kleopatra-stranden

Lige ved Kleopatra-stranden venter et helt andet miljø. Damlataş-grotten blev opdaget ved et tilfælde i 1948 i forbindelse med arbejde ved havnen og er i dag en af Alanyas mest besøgte seværdigheder. Her kan du opleve drypstensformationer, der er tusindvis af år gamle, og temperaturen ligger på behagelige 22-23 grader året rundt. Grotten er også kendt for sin fugtige luft, som længe har været anset for at kunne lindre symptomer på astma.


Hvem passer det til?

Damlataş-grotten passer til de fleste og er nem at besøge, også med børn. Besøget varer normalt cirka 20-40 minutter og kræver ikke meget gang. Grotten er også et godt valg på en regnvejrsdag eller når du ønsker en pause fra varmen.


Hvordan kommer jeg dertil?

Grotten ligger lige ved siden af Kleopatra-stranden i gåafstand fra Alanyas centrum.


Åbningstider

Grotten er åben hver dag kl. 10.00-19.00.


Bedste tidspunkt at besøge stedet

Hvis du vil undgå de travleste tidspunkter, kan du besøge grotten om formiddagen eller senere på eftermiddagen.

Damlataş-stalaktitgrotten i Alanya, Tyrkiet.
I Damlataş-grotten findes der tusindvis af år gamle stalaktitformationer.

4. Det Røde Tårn (Kızıl Kule)

Det ottekantede Røde Tårn har bevogtet Alanyas havn siden 1200-tallet. Tårnet blev bygget for at forsvare byen mod angreb fra havet og har fået sit navn efter de rødlige murstensvægge. I dag ligger der et mindre museum her. Tag trapperne op gennem tårnet, og nyd udsigten over havnen, skibsværftet og borgbakken.


Hvem passer det til?

Det Røde Tårn passer til historieinteresserede og familier, der ønsker et kort afbræk fra strandlivet. Besøget varer normalt cirka 30-60 minutter og er nemt at kombinere med andre seværdigheder i havneområdet.


Hvordan kommer jeg dertil?

Det Røde Tårn ligger i Alanyas havn i gåafstand fra centrum.


Åbningstider

I sommermånederne er Det Røde Tårn åbent hver dag kl. 9.00-19.00. Om vinteren lukker museet kl. 17.00.

Det Røde Tårn i Alanyas havn med grønne bakker i baggrunden.
Fra toppen af Det Røde Tårn kan du se havnen og borgbakken.

5. Alanyas skibsværft (Tersane)

Fortsætter du langs havnen fra Det Røde Tårn, kommer du til Alanyas gamle skibsværft. Det stod færdigt i 1228 og er et af Tyrkiets bedst bevarede middelalderlige skibsværfter. Bag den mere end 50 meter lange facade finder du fem hvælvede haller, hvor skibe engang blev bygget og repareret.


Hvem passer det til?

Skibsværftet passer til dig, der er nysgerrig på historie og arkitektur. Det er et passende stop på en gåtur gennem havneområdet og kan nemt kombineres med et besøg i Det Røde Tårn.


Hvordan kommer jeg dertil?

Skibsværftet ligger ved havnen lige ved siden af Det Røde Tårn. Et besøg varer normalt omkring 30 minutter.


Åbningstider

Skibsværftet er åbent hver dag. I sommersæsonen, april-oktober, er åbningstiderne kl. 9.00-19.00. I vintersæsonen er det åbent kl. 8.00-17.00.

Alanyas historiske skibsværft set fra havet.
Alanyas skibsværft stod færdigt i 1228 og regnes som et af Tyrkiets bedst bevarede middelalderlige skibsværfter.

6. Alanyas arkæologiske museum

Vil du lære mere om Alanyas historie? På byens arkæologiske museum finder du genstande fra antikken, Romerriget, den byzantinske periode og seldsjukkernes tid. Hold særligt øje med den lille bronzestatue af Herakles, som er et af museets mest kendte fund.


Hvem passer det til?

Museet passer til dig, der interesserer dig for historie, samt familier med lidt ældre børn. Det er også en god aktivitet, når du ønsker en pause fra solen eller leder efter noget at lave på en regnvejrsdag.


Hvordan kommer jeg dertil?

Museet ligger tæt på Kleopatra-stranden og Damlataş-grotten, så du kan nemt besøge alle tre seværdigheder samme dag. Regn med cirka 1-1,5 time til museumsbesøget.


Åbningstider

Museet er åbent hver dag. I sommersæsonen, april-oktober, er åbningstiderne kl. 8.30-19.30. I vintersæsonen, november-marts, er museet åbent kl. 8.30-17.30.

7. Dimçay – en grøn floddal

Når du har lyst til en pause fra strandlivet, er Dimçay et skønt udflugtsmål. Den grønne floddal ligger cirka 15 kilometer fra Alanya, og her er luften køligere end inde i byen. Langs floden ligger restauranter med siddepladser på terrasser over vandet. Flere steder finder du også vandrutsjebaner, legeområder og flydende platforme, hvor du kan slappe af tæt ved det kølige flodvand.


Hvem passer det til?

Dimçay er særligt populær blandt børnefamilier, da flere af restauranterne tilbyder både bademuligheder og aktiviteter for børn. Hvis du foretrækker en mere afslappet oplevelse, kan du spise frokost omgivet af grøn natur og nyde roen ved floden.


Hvordan kommer jeg dertil?

Du kommer nemt til Dimçay med taxa, lejebil eller på en arrangeret udflugt. Turen fra det centrale Alanya tager cirka 20-30 minutter. Sæt gerne mindst en halv dag af til besøget.


Åbningstider

Dimçay kan besøges året rundt og har ingen officielle åbningstider.


Bedste tidspunkt at besøge stedet

Tag hertil i dagtimerne, når restauranterne og aktiviteterne langs floden har åbent. Om sommeren er Dimçay et populært udflugtsmål, så kom gerne før frokost, hvis du ønsker en mere rolig start på dagen.

Restaurant bygget på pæle over floden i Dimçay.
Ved Dimçay kan du spise frokost på en træplatform, der er bygget ud over vandet.

8. Dim-grotten

Hvis du besøger Dimçay, kan du samtidig opleve Dim-grotten, som ligger blot få kilometer fra restaurantområdet. Grotten er 360 meter lang og er Tyrkiets næststørste grotte, der er åben for besøgende. Følg de oplyste gangstier forbi stalaktitter, stalagmitter og andre drypstensformationer frem til en lille underjordisk sø. Fra grottens indgang har du desuden udsigt over Alanya.


Hvem passer det til?

Dim-grotten passer både til børnefamilier og til dig, der er interesseret i natur. Vær opmærksom på, at der er en del trapper, og at grotten derfor ikke er fuldt tilgængelig for alle.


Hvordan kommer jeg dertil?

Grotten ligger cirka 11 kilometer fra Alanya, og den letteste måde at komme dertil på er med taxa eller lejebil. Et besøg varer som regel cirka 45-60 minutter.


Åbningstider

Grotten er åben hver dag. I sommersæsonen, april-oktober, er åbningstiderne kl. 9.00-19.00. I vintersæsonen, november-marts, er grotten åben kl. 9.00-17.00.


Bedste tidspunkt at besøge stedet

I grotten er temperaturen omkring 18 grader året rundt, så den er særligt behagelig at besøge på en varm sommerdag. Hvis du ønsker en mere rolig oplevelse, kan du komme om formiddagen eller senere på eftermiddagen.

Besøgende går ned ad en trappe blandt drypstensformationer i Dim-grotten.
Dim-grotten er Tyrkiets næststørste grotte, der er åben for besøgende, og strækker sig 360 meter ind i bjerget.

9. Sapadere-kløften

Cirka 40 kilometer fra Alanya ligger Sapadere-kløften, en dyb kløft med høje klippevægge, vandfald og turkisblåt vand. En cirka 750 meter lang træbro fører gennem kløften og forbi flere af områdets smukkeste steder. Tag badetøj med, hvis du vil prøve en dukkert i en af naturens bassiner, men vær forberedt på, at vandet er koldt selv om sommeren.


Hvem passer det til?

Udflugten passer til dig, der holder af natur og gerne vil være aktiv i ferien. Børn kan også være med, hvis de kan gå hele ruten. Gangbroen er nem at følge, men kan være glat tæt på vandet.


Hvordan kommer jeg dertil?

Du kan komme til Sapadere-kløften med lejebil, taxa eller på en guidet udflugt. Turen fra Alanya tager cirka en time. Beregn 2-3 timer til besøget og lidt længere tid, hvis det indgår som en del af en heldagsudflugt.


Åbningstider

Området er åbent hver dag kl. 8.00-19.00. Om vinteren bør du forlade kløften før solnedgang.


Bedste tidspunkt at besøge stedet

Om foråret og i den tidlige sommer er naturen grønnest, og vandføringen er ofte kraftigere. Sapadere-kløften er også et godt udflugtsmål i højsommeren, da klippevæggene giver behagelig skygge.

10. Ahmetler-kløften

For dig, der gerne vil på en mere aktiv udflugt, venter Ahmetler-kløften, en dyb kløft i Taurusbjergene. Stedet kaldes også Aladdins kløft og er kendt for sine turkisblå naturbassiner, høje klippevægge og usædvanlige stenformationer. En af formationerne siges at ligne Aladdins sko. Afhængigt af hvilken del af området du besøger, kan udflugten omfatte vandring, vadning, badning og klatring.


Hvem passer det til?

Udflugten passer til dig, der er vant til at færdes i naturen og gerne vil have lidt mere eventyr. Visse ruter fungerer også for familier med børn over syv år. Rejser du med børn, anbefaler vi en guidet tur. Gennem TUI kan du booke et familieeventyr i Aladdins kløft, hvor frokost er inkluderet.


Hele kløften er cirka syv kilometer lang. For at tage hele vejen gennem den skal du vade, svømme og indimellem klatre. I de øvre dele findes der lettere ruter, som du kan følge på egen hånd. Hele strækningen er derimod krævende og forudsætter god kondition, det rette udstyr og en lokal guide. 


Hvordan kommer jeg dertil?

Det nemmeste er at tage lejebil eller tage med på en guidet udflugt. Fra det centrale Alanya er der cirka 40-50 kilometer, og køreturen tager omkring en time. Afsæt mindst 2-3 timer til besøget. Kombinerer du udflugten med frokost eller stop i en af landsbyerne i nærheden, kan den nemt tage en halv dag.


Åbningstider

Området kan besøges alle ugens dage og har ingen officielle åbningstider. Planlæg gerne besøget mellem kl. 8.00 og 17.00, så du kan nå tilbage, inden det bliver mørkt. 


Bedste tidspunkt at besøge stedet

Om foråret og efteråret er temperaturen mest behagelig til vandring. Om sommeren er det bedst at komme om morgenen eller senere på eftermiddagen. Undgå området, når det regner, da kraftige byger hurtigt kan forårsage farlige oversvømmelser.

En kløft med en sø omgivet af klipper.
Ahmetler-kløften er kendt for sit krystalklare vand, stejle klippevægge og dramatiske klippeformationer.

Planlæg dine udflugtsdage i Alanya

Har du en uge i Alanya, kan du nå at opleve flere af byens største seværdigheder uden at skulle stresse. På én dag kan du kombinere Alanya-borgen og svævebanen med Det Røde Tårn, skibsværftet og en gåtur i havnen. En anden dag passer det godt at besøge Damlataş-grotten og Alanyas arkæologiske museum og derefter slappe af på Kleopatra-stranden.


Vil du nå Dimçay, Dim-grotten og Sapadere-kløften, er det bedst at afsætte en hel dag. Så får du god tid ved hvert stop og kan samtidig spise frokost undervejs. 

Tips til børnefamilier på en regnvejrsdag i Alanya

Selv hvis det regner, er der masser af ting at lave med børn i Alanya. Damlataş-grotten, Dim-grotten og Alanyas arkæologiske museum er gode alternativer, når I gerne vil være indenfor. I kan også besøge Det Røde Tårn og skibsværftet, men vær opmærksom på, at dele af besøgene foregår udendørs.


Vil I på en heldagsudflugt, kan I tage med på TUIs tur til Butterfly World og Antalya Aquarium. I Butterfly World går I gennem et stort sommerfuglehus med tropisk grønt og omkring 20.000 sommerfugle. Derefter fortsætter udflugten til Antalya Aquarium, hvor I kan se farverige fisk, koralrev og hajer. Et af højdepunkterne er den lange akvarietunnel, hvor fiskene svømmer både over og ved siden af jer.


En regnvejrsdag behøver altså ikke betyde en dag på hotelværelset. Med grotter, museum og en udflugt til Antalya er der flere muligheder for både store og små.

Besøgende går gennem en akvarietunnel på Antalya Aquarium.
På Antalya Aquarium kan du gå gennem en af verdens længste akvarietunneler.

Oplev mere af Alanya

Alanya har meget at byde på, også ud over strandene. Tag svævebanen op til borgen, gå gennem kølige drypstensgrotter eller tag på udflugt til floddale og kløfter i Taurusbjergene. Uanset om du rejser med børn, interesserer dig for historie eller gerne vil være aktiv i ferien, er der masser af udflugter at vælge imellem.


Se alle TUIs udflugter og oplevelser i Alanya


Læs også om Istanbuls bedste seværdighederdet eventyrlige bomuldsslot Pamukkale og vores guide til feriebyerne langs Marmariskysten.