
I Valencia, Spaniens tredjestørste by, finder du den perfekte kombination af historiske steder, spektakulære bygninger og lange strande. Hele året rundt kan du udforske alt fra 1400-tallets silkehandel og den storslåede katedral til moderne museer og den futuristiske kunst- og videnskabsby. Derudover er du aldrig langt fra grønne parker, finkornede strande og autentisk paella.
Mercado Central er et madmekka, der tiltrækker både turister og lokale. Markedet er en af de mest kendte seværdigheder i Valencia – både på grund af sin imponerende arkitektur og det bugnende udvalg af frugt og grønt, frisk fisk, charcuteri, bagværk og lokale specialiteter.
Udforsk også Mercado de Ruzafa og Mercado Cabanyal for friske råvarer, samt Mercado Colón for restauranter og caféer. De er ikke helt så imponerende som Mercado Central, men absolut et besøg værd, hvis du er i nærheden.
Tip! Lær at lave paella i paellaens hjemby – book et madlavningskursus.

UNESCO-listede La Lonja de la Seda er en af Valencias ældste seværdigheder med rødder i 1400-tallet. Her kan du blandt andet opleve den storslåede handelsbygning med snoede søjler, det guldbelagte loft i pavillonen og den lille, men indbydende appelsinhave.
Når bygningens udsmykninger skal restaureres, udskiftes gamle figurer nogle gange med moderne karakterer. Hvis du kigger godt efter, kan du f.eks. finde Chewbacca fra Star Wars på facaden.

Den store katedral ligger midt i Valencias hjerte og kombinerer religion, kunst og arkitektur på bedste vis. Du kan bl.a. beundre malerier af Goya og renæssancekunst i form af malerier og alterfresker. Desuden kan du se den hellige gral – bægeret som Jesus ifølge legenden brugte ved den sidste nadver.
Vil du se Valencia fra oven, kan du bestige klokketårnet El Miguelete. Efter 207 trin belønnes du med en enestående panoramaudsigt.
Tip! Dyk ned i historien om den hellige gral og hvordan Valencia blev en hellig by – book en guidet tur i katedralen.

Torres de Serranos var Valencias middelalderlige byport og en del af byens forsvarsværk. Gennem tiden har tårnene været både fængsel for adelsfolk og beskyttelsesrum for spanske kunstskatte. I dag er tårnene populære blandt besøgende og byder på flot udsigt over den gamle bydel og Turia-parken.
Udforsk også Torres de Quart, som sammen med Torres de Serranos blev bevaret, da bymuren blev revet ned i 1865. Ved Torres de Quart er der færre turister, men tårnene er mindst lige så imponerende – og herfra kan du også se ud over det vestlige Valencia og solnedgangen.

Hvis du er kunstinteresseret, har Valencia meget at byde på. Byen har flere museer med både moderne kunst og klassiske mesterværker. IVAM er et af Spaniens første moderne kunstmuseer og rummer skulpturer, malerier og fotografier. Museet lægger vægt på eksperimenterende udtryk og giver både lokale og internationale kunstnere plads.
Udforsk også Museo de Bellas Artes – Spaniens næststørste kunstsamling – samt Palacio del Marqués de Dos Aguas med sin spektakulære facade og nationale keramiksamling.

Blandt alle ting du kan lave i Valencia, er et besøg på det store torv Plaza del Ayuntamiento altid hyggeligt. Det meste af pladsen er nu bilfri, så du kan roligt spadsere forbi rådhuset, beundre de farverige blomsterboder eller tage en kaffe på en af de mange udendørs serveringer.
Oplev også det livlige Plaza de la Reina med isbarer, caféer og butikker, eller det mere fredelige Plaza de la Virgen med udendørsserveringer, Turia-fontænen og den lyserøde basilika, som er hjem for Valencias skytshelgen.
Tip! Lær Valencias gader og torve bedre at kende – book en guidet byvandring.

Som i de fleste større byer har Valencia forskellige bydele, hver med sin egen charme. I Barrio del Carmen kan du fare vild i smalle gyder og opdage skjulte perler. Det er især efter mørkets frembrud, at du finder spændende cocktailbarer, billige tacos og livemusik, hvis du bevæger dig væk fra de mest turistede områder.
Udforsk også det gamle fiskerkvarter El Cabanyal og det trendy Ruzafa. El Cabanyal har en rustik charme og byder på alt fra små familieejede restauranter til moderne vinbarer. Ruzafa er perfekt for dig, der nyder en afslappet atmosfære med vintagebutikker, tapasbarer og natteliv.

Trænger du til en pause fra bylivet, kan du nemt trække dig tilbage til den grønne oase Jardín del Turia. Den 9 km lange park – som engang var en udtørret flod – slynger sig i dag gennem Valencia og strækker sig helt ud mod havet.
Turia-parken er ideel til afslapning, sport og leg – og fungerer desuden som rute, hvis du f.eks. lejer en cykel og vil til stranden. Gør et stop ved en café, duft til roserne i rosenhaven, eller tag det perfekte billede af de UFO-lignende bygninger i Ciudad de las Artes y las Ciencias.

Ciudad de las Artes y las Ciencias er en af Valencias mest iøjnefaldende seværdigheder – især på grund af sin futuristiske arkitektur. Her finder du et kunstpalads, en IMAX-biograf, et videnskabsmuseum og en 17.000 m² stor middelhavshave.
Som en del af denne by ligger Oceanográfico – et af Europas største akvarier, hvor du kan se 500 arter fra hele verdens havmiljøer.
Tip! Lær om bygningernes funktioner og hør mere om arkitekten og ingeniøren bag dette fantastiske område – book en guidet tur i kunst- og videnskabsbyen.

Når solen står højt på himlen, findes der næppe noget bedre end en tur til havet. Valencias mest kendte strand, Malvarrosa, ligger ca. en halv times bustur fra centrum og byder på strandpromenade under palmer, finkornet sand og forfriskende badeture. Derudover finder du masser af restauranter, barer og natteliv langs kysten.
Udforsk også de roligere strande nord og syd for Malvarrosa. Mod nord ligger Patacona med gode fiskerestauranter og paellasteder samt Port Saplaya, kendt for sin hyggelige marina og rolige beliggenhed. Mod syd finder du Pinedo – populær blandt lokalbefolkningen og med et mere naturligt præg.
Tip! Se Valencia fra vandet og nyd vinden i håret og en dukkert i havet – book en katamarantur.


Vi anvender cookies og andre funktioner, heriblandt fra vores partnere, på vores hjemmeside. Nogle er nødvendige for, at vores hjemmeside fungerer pålideligt og sikkert (nødvendige cookies). Andre hjælper os med at forbedre din oplevelse, levere personligt tilpasset indhold og gemme anonyme data til statistiske formål (funktionelle cookies, statistik og analyse samt markedsføringscookies).
Ved at klikke på "Accepter" godkender du brugen af alle cookies. Ved at klikke på "Afvis" accepterer du kun nødvendige cookies, og vores hjemmeside tilpasses ikke til dine interesser.
Hvis du vil vælge, hvilke kategorier af cookies du vil acceptere eller afvise, skal du klikke på "Administrer". Du kan altid ændre disse indstillinger senere ved at klikke på "Administrer cookies" i websitets footer. Komplette oplysninger om hver cookie kan du læse på denne side: Cookies og sikkerhed. Vi ønsker, at du føler dig tryg ved, at dine data er sikre hos os: Læs vores privatlivspolitik.