;img.crop(width:1920,height:820))
Nogle gange føles drømmerejsen lidt for langt væk – i hvert fald for pengepungen. Men det betyder ikke, at du behøver at opgive tanken om turkisblåt vand, eventyrlige bykvarterer eller storslåede naturoplevelser. Rundt omkring i verden findes der masser af steder, som giver samme følelse som de mere kendte og dyrere rejsemål – bare til et langt venligere budget.
Her guider vi dig gennem vores bedste dupe-destinationer: altså rejsemål, hvor du får den oplevelse, du længes efter, uden at skulle gå på kompromis med hverken budget, stemning eller eventyr. Tag med, når vi herunder lister smarte alternativer, der gør, at du kan rejse længere, oftere og med et mindst lige så stort smil.
Drømmer du om Hawaiis grønne vulkanlandskaber og imponerende kystlinjer? Så kan Madeira overraske dig. Den portugisiske ø byder på overraskende meget af den samme stemning – bare tættere på og ofte til en bedre pris.
Ligesom på Hawaii mødes du af dramatiske bjerge, dybe kløfter og udsigtspunkter, der giver dig lyst til at tage en masse billeder. Her finder du svimlende vandreruter, vandfald gemt midt i frodig natur og naturlige lavapools, der minder om dem, du finder på Maui og Big Island. Klimaet er desuden behageligt året rundt, hvilket gør det nemt at planlægge både stranddage og naturoplevelser – præcis som på Hawaii.
Madeira er kort sagt perfekt for dig, der vil have tropiske vibes, storslået natur og afslappet ø-stemning uden at rejse halvvejs rundt om jorden. En ægte dupe-destination, som er nem at forelske sig i.

Hvis du drømmer om Paris’ romantiske stemning, men gerne vil rejse mere prisvenligt, er Budapest et virkelig godt alternativ. Byen har samme pompøse arkitektur, hyggelige kvarterer og caféer, hvor man gerne bliver hængende – bare uden Paris-priserne.
Ligesom i Paris kan du slentre langs vandet – her ved Donau i stedet for Seinen – og du nyde imponerende broer og smukke bygninger, der gør hver gåtur til en lille wow-oplevelse. I Budapest får du også kultur i topklasse, charmerende bistroer og et natteliv, der både er livligt og afslappet på samme tid.
Og så er der noget, Paris ikke kan tilbyde: ikoniske termalbade, hvor du kan synke ned i varmt vand efter en dag i byen.
Så hvis du elsker den romantiske storbystemning, men vil rejse lidt prisvenligere, bør du kigge nærmere på Budapest – en europæisk perle, der overrasker mange.

Drømmer du om pudderhvide strande og turkisblåt vand à la Maldiverne? Så er Zanzibar et fantastisk alternativ, der giver dig de samme paradisvibes – men med mere kultur, flere oplevelser og ofte en langt mere overkommelig pris.
Strandene på Zanzibar er lige så bløde og kridhvide, som du garanteret håber på, når du tager på ferie, og vandet skifter mellem turkis og lyseblåt, præcis som på Maldiverne. Du kan snorkle blandt farverige fisk, tage på bådture over spejlblankt hav og nyde lange, rolige stranddage.
Forskellen? På Zanzibar møder du også en spændende blanding af afrikanske, arabiske og indiske indflydelser. Her kan du gå på opdagelse i Stone Towns smalle gyder, smage lokale krydderier og opleve en helt særlig kultur – samtidig med at du bor midt i paradiset.
For dig, der vil have strande som dem på Maldiverne, men mere at opleve (og flere penge tilbage på rejsekontoen), er Zanzibar et oplagt valg.

Elsker du energien i New York, men vil rejse mere prisvenligt, kan Toronto i Canada være lige det, du leder efter. Byen har samme storbypuls, høje skyline og mangfoldighed af kultur- og madoplevelser, men føles ofte både roligere og mere skånsom for budgettet.
Ligesom i New York kan du bevæge dig mellem forskellige bydele, som hver har deres egen personlighed. Den ene dag spiser du street food ved vandet, den næste udforsker du kunstgallerier, markeder og trendy kvarterer med en kreativ vibe, der minder om Brooklyn. Og så er der selvfølgelig CN Tower – Torontos svar på ikoniske udsigtspunkter som Empire State Building.
Det, der gør Toronto ekstra attraktiv, er nærheden til naturen. Du kan tage færgen ud til små øer midt i byen eller tage på udflugt til Niagara Falls – noget New York ikke helt kan matche.
Så hvis du vil have storbyfølelse med skyskrabere, kultur og god mad, men i en mere afslappet udgave, er Toronto et rigtig godt alternativ til New York.

Kan du lide stemningen i Nice eller Cannes med elegante strande, pastelfarvede huse og lange, lune aftener ved havet? Så tror vi, at Parga på Grækenlands vestkyst kan overraske dig. Byen har en lignende chic kyststemning, men er både mere prisvenlig og langt mindre turistet.
Langs Pargas havne- og strandpromenade finder du små caféer, tavernaer og barer – alle med udsigt over det turkisblå vand, der giver de samme afslappede Riviera-vibes som på den franske sydkyst. Her møder havet farverige kvarterer, der klatrer op ad bjergsiden, og du kan nemt kombinere strandliv med hyggelige gåture i den charmerende gamle bydel og de smalle gyder. Som en græsk blanding af Nice og Cannes – bare uden trængslen.
Vil du opleve lidt ekstra? Tag båden til øerne Paxos og Antipaxos med kridhvide strande og næsten caribisk vand, eller følg kysten til Pargas egne perler som Valtos Beach og Lichnos Beach, hvor små beach clubs og skjulte badebugter venter. Enkelt, afslappende og fyldt med ægte feriestemning.
For dig, der vil have Riviera-følelse i græsk udgave og mere luft i ferieøkonomien, er Parga et virkelig skønt valg.

Kan du lide luksusfølelsen, ørkenlandskaberne og varmen i Dubai, men ønsker du en mere autentisk og ofte mere prisvenlig oplevelse? Så er Oman et fantastisk alternativ. Landet byder på de samme gyldne sandklitter, dramatiske bjerge og solrige strande – bare i et roligere tempo og med en varm, imødekommende atmosfære.
Ligesom i Dubai kan du bo tæt på hvide strande og krystalklart vand, og du finder moderne hoteller med alt fra infinitypools til spa. Men i Oman får du samtidig en stor portion kultur med i købet. Du kan besøge gamle forter, vandre i grønne oaser og opdage små kystbyer, der føles som skjulte perler. Ørkenen er naturligvis et must – tænk sandklitter, der skifter farve i solnedgangen, og en stjernehimmel, der er helt magisk.
Det, der gør Oman særligt, er kombinationen af hverdagsluksus og autenticitet. Det er nemt, trygt og meget afslappende at rejse – samtidig med at du får de samme wow-oplevelser som i Dubai, bare i en mere afdæmpet og ofte mere prisvenlig udgave.
Hvis du vil have sol, stil og store oplevelser uden det høje tempo, så kig mod Oman – en ægte dupe, der kan overraske.

Elsker du den luksuriøse kyststemning i Monaco med glamourøse marinaer, bjerge der møder havet og aftener, der glimter lidt ekstra? Så kan Montenegro være en skøn overraskelse. Her får du de samme dramatiske udsigter og eksklusive vibes – bare langt mere prisvenligt og med en mere afslappet stemning.
Porto Montenegro i Tivat minder om Monacos elegante havn med luksusyachter, strandklubber og stilfulde promenader, hvor du kan snuppe en is eller en kølig drink. Fortsætter du mod Kotorbugten, mødes du af et af Europas mest spektakulære kystlandskaber med stejle bjerge, små stenstrande og landsbyer, der ligner postkort. Nærmest som Monaco, der møder Dolomitterne.
Her får du det bedste fra to verdener: eksklusive hoteller og strandklubber – men også charmerende små byer, lokale restauranter og natur, der føles næsten uberørt.
For dig, der vil have Riviera-glamour uden Rivieraens prisskilt, er Montenegro et rigtig godt valg. Elegance, udsigter og feriestemning – på din måde.
I en tid, hvor rejser bliver både dyrere, og hvor de populære steder får flere og flere turister, giver dupe-destinationer os muligheden for at opleve den samme stemning – uden den samme pris og uden trængsel. Uanset om du drømmer om Riviera-glamour, småbycharme, kridhvide strande eller pastelfarvede gamle bydele, findes der altid et alternativ, der overrasker.
I sidste ende er det måske netop dét, der gør dupe-destinationer så tiltrækkende: de kombinerer alt det, vi elsker ved de kendte rejsemål – men med mere plads, mere personlighed og en mere ægte feriefølelse. Og nogle gange er det netop, når du vælger noget lidt uventet, at rejsen bliver endnu bedre.
Caroline N – 19/12/25
Vi anvender cookies og andre funktioner, heriblandt fra vores partnere, på vores hjemmeside. Nogle er nødvendige for, at vores hjemmeside fungerer pålideligt og sikkert (nødvendige cookies). Andre hjælper os med at forbedre din oplevelse, levere personligt tilpasset indhold og gemme anonyme data til statistiske formål (funktionelle cookies, statistik og analyse samt markedsføringscookies).
Ved at klikke på "Accepter" godkender du brugen af alle cookies. Ved at klikke på "Afvis" accepterer du kun nødvendige cookies, og vores hjemmeside tilpasses ikke til dine interesser.
Hvis du vil vælge, hvilke kategorier af cookies du vil acceptere eller afvise, skal du klikke på "Administrer". Du kan altid ændre disse indstillinger senere ved at klikke på "Administrer cookies" i websitets footer. Komplette oplysninger om hver cookie kan du læse på denne side: Cookies og sikkerhed. Vi ønsker, at du føler dig tryg ved, at dine data er sikre hos os: Læs vores privatlivspolitik.