Gå til søgning Gå til indhold
Liste
1 uge

Det Arkæologiske Museum i Heraklion

Er du en af dem, der gerne krydrer feriedagenes strandliv og afslapning ved poolen med spændende opdagelsesrejser? Så vil vi gerne tippe dig om et besøg på det indholdsrige Arkæologiske Museum i Heraklion på Kreta. Her træder du direkte ind i en verden fyldt med kulturskatte, myter og mysterier, hvor du kan opleve alt fra de smukke freskoer, der engang prydede paladserne i Knossos, til den gådefulde Phaistos-skive.


Tekst: Marie-Louise

Dato: 6/7-2026

Du finder museet midt i Heraklion tæt på Eleftherias-pladsen og kun et stenkast fra byens livlige centrum. Museet, som blev bygget i 1930'erne, er særligt kendt for at huse verdens vigtigste samling af minoisk kultur, som er Europas første højkultur. Den minoiske civilisation blomstrede på Kreta for flere tusinde år siden, helt tilbage i bronzealderen, og regnes for at være et af Europas første avancerede samfund med byer, handel, kunst og sit eget skriftsprog.

Antikke urner af keramik står opstillet.

Smykker, keramik og freskoer

Udstillingerne er opdelt i flere sale, hvor du trin for trin kan følge den minoiske civilisations udvikling. I de lyse udstillingslokaler mødes du af elegante smykker, detaljeret keramik og farvestrålende freskoer, der giver et levende billede af livet på Kreta for tusinder af år siden.

Gåder og mysterier

En af de mest kendte er tyrespringsfreskoen, som fanger bevægelse og dramatik fra en svunden tid. Blandt museets mest fascinerende genstande er også den gådefulde Phaistos-skive, et af arkæologiens store mysterier. Den blev fundet i paladset i Phaistos og er dækket af over 50 forskellige symboler. Selvom forskere har forsøgt at tolke symbolerne i hundredvis af år, er der stadig ingen, der med sikkerhed ved, hvad de betyder.


Lige så ikoniske er de små statuetter, som forestiller slangegudinderne ”Minoan Snake Goddess figurines”. Statuetterne, som menes at være omkring 3.500 år gamle, blev fundet i paladset i Knossos og forestiller kvinder, der holder slanger i hænderne. De er klædt i detaljerede dragter og giver et spændende indblik i datidens religiøse verden.

Fresko som er sat op på væggen.

Adresse og åbningstider

Nu håber vi, at din nysgerrighed er blevet vækket. Regn med at afsætte cirka 2–3 timer til et besøg. Museets adresse er Xanthoudidou & Chatzidaki 1, Heraklion.


Åbningstider


Sommersæson (maj–oktober)

  • Mandag, tirsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag: 08.00–20.00
  • Onsdag: 13.00–20.00


Vinter-/forårssæson (december–april)

  • Mandag, tirsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag: 08.30–15.30
  • Onsdag: 10.00–17.00


Sidste indgang er cirka 20 minutter før lukketid. Der tages forbehold for ændringer i åbningstiderne. Museet holder lukket på visse helligdage. Besøg gerne museets hjemmeside for mere information.

Keramik på Kreta.