Gå til søgning Gå til indhold
Liste
1 uge

En bid af Mexico

I mange danske hjem er det en sikker familiefavorit med tex-mex-aftener, og Santa Marias krydderiblanding er efterhånden lige så fast en del af køkkenet som ketchup. Men du kan let opgradere din mexicanske aften og lave ægte fisketacos med hjemmelavede guacamole og en frisk tomatsalsa. Læs opskriften her!


Mexico byder både på kridhvide strande, solsikkert klima, kokospalmer og ikke mindst udsøgt mad, som vi ivrigt forsøger at efterligne i hele verden. Imens du står i køkkenet kan du jo drømme dig til Isla de Holbox’ pastelfarvede huse, gadekunst, lange strande og hyggelige aftner omkring det lille tov med tæerne i sandet.

Picante? – hvor stærk er mexicansk mad egentlig


Mange frygter måske at den mexicanske mad er for stærk til de lidt mere sarte smagsløg. Men faktisk er det sjældent maden i sig selv, der er stærk, men derimod de mange chili-saucer og chili-pulver, som du selv kan dosere efter smag.


Selv når du køber friskskåret ananas fra en gadesælger i Playa del Carmen, vil du ofte blive spurgt, om du ønsker den picante – krydret eller stærk – og få drysset chilipulver ud over den friske ananas.


Den stærke smag giver en større mæthedsfornemmelse, og det var derfor oprindeligt en god måde at spare på maden i landsbyerne. Mexicanerne er særligt glade for chipotle og habanero-chili, som er lige så almindeligt som salt på bordet.

Mexicanske specialiteter


Mole

Den næsten sortebrune sovs er måske ikke det umiddelbart mest indbydende på det mexicanske bord. Ikke desto mindre er mole enormt velsmagende og næsten fast tilbehør til diverse risretter.

Retten stammer tilbage fra indianerne og består blandt andet af tomater, løg, chili, hvidløg og masser af krydderier som anis og kanel, blendet sammen til en tyk sovs.


Sopa de Lima

Limesuppe består af en klar suppe med kyllingestykker og sprødstegte tortillaer i.

Suppen spises mange steder som en lille forret eller som tilbehør og piftes gerne op med lidt grøn habanero-sauce og selvfølgelig masser af frisk lime.


Tacos

Vi kender ofte tacoen som en lille hård skal, der hverken er til at spise af eller holde ved, uden at alt fyld forsvinder mellem hænderne.

Men den mexicanske taco er en lille, blød pandekage, som oftest er lavet på majsmel og ikke hvedemel. Tacoen serveres med en lille kødanretning og toppes med guacamole, salsa og selvfølgelig habanero-sauce.


Guacamole

En klassiker der (heldigvis!) ikke er til at komme uden om, når du besøger Mexico.

Her serveres den let-moste avokado med finthakkede tomater, rødløg, koriander, hvidløg og lime – og fungerer som fast tilbehør til de fleste måltider med taco-chips.

Opskrift: Fisketacos med guacamole


Ingredienser (4 portioner)


Fisk
50 g torsk eller anden fisk med fast, hvidt kød
1 tsk salt
1 dl hvedemel
2 æg
2 dl panko-rasp
2 dl revet ost
Neutral olie til stegning


Guacamole
2 avokadoer
Saften fra ½ lime
½ rød, finthakket chili


Pico de gallo (tomatsalsa)
250 g hakkede cherrytomater
½ fed presset hvidløg
1 rødløg, finthakket
1 håndfuld frisk koriander
2 tsk chipotle paste


Til servering
200 g mini tortillas
3 dl majs
Frisk koriander
Citron eller lime i skiver
2 dl creme fraiche


Fremgangsmåde

  1. Bland ingredienserne til tomatsalsaen og smag til med salt.

  2. Mos avokadoerne og vend dem med lime og chili. Smag til med salt.

  3. Skær fisken i mindre stykker og drys med salt. Vend dem i mel, æg og til sidst panko-rasp og ost.

  4. Steg fisken i olie ved middelvarme til den er gylden og sprød.

  5. Servér med pico de gallo, guacamole og klassisk tilbehør som tortillas, majs, koriander, lime og creme fraiche.


Buen provecho – velbekomme!


Sulten efter mere? Find din næste rejse til Mexico her!