Tyrkiets bedste strande

7 favoritter

Tyrkiets bedste strande finder du langs med Middelhavskysten i syd, men med nogle fremtrædende undtagelser på vestkysten. Mange af strandene i Tyrkiet er velkendte og trækker hvert år mange turister til, men det kan også lade sig gøre at finde nogle mere rolige. Disse strande er nogle af Tyrkiets allerbedste - men uden indbyrdes rangering, for smag og behag er som bekendt forskellig. I Tyrkiet er der strande for enhver smag.

1. Incekum

Cirka 20 kilometer fra Alanya finder du Incekum, som er en smuk strand kendt for sit fine sand - det er faktisk sådan, at ”Incekum” netop betyder ”fint sand”. Incekum er et roligt feriested med smukke bugter og sandstrande, og her er der mindre trængsel end på de største strande. Vandet er klart og sandet blødt, men det bør nævnes, at det ender ganske brat, og at vandet bliver dybt hurtigt.

2. Marmaris beach

Kystlinjen ved Marmaris strækker sig fra det centrale Marmaris til Icmeler, hvilket er en strækning på hen mod ti kilometer. Langs denne strækning er der flere smukke strande med krystalklart vand, og strandpromenaden er fyldt med gode restauranter, caféer og barer. Bag ved strandene rejser de grønne bjerge sig og beskytter mod vindstød, og vandet er lunkent. Der er et stort og populært serviceudbud med vandsport som vandski, paragliding, dykning og mere. De største strande er Marmaris Urban Beach og Marmaris Long Beach (Uzunyali), samt Icmelers hovedstrand Icmeler Beach.

3. Ölüdeniz

De seneste år er Ölüdeniz steget i graderne og blevet en af Tyrkiets absolut mest populære strande og rejsemål. Feriebyen kan prale med hele tre kilometer lang strand med det mest finkornede, hvide sand, og vandet er mørkt, klart azurblåt. I den ene ende af stranden ligger der en lagune smukt indlejret mellem spidse bjerge og kantet af tæt bevoksning. Stranden er også populær på grund af sit bjerg, det 1900 meter høje Baba Dag, hvorfra hundredvis af paraglidere hver dag kaster sig ud for at svæve ned mod stranden. Ölüdeniz med sin lange strand og smukke lagune er Tyrkiets mest fotograferede strand og forekommer også ofte i reklamebilleder for Tyrkiet.

4. Konyaalti Beach

Antalyas hovedstrand hedder Konyaalti Beach og er en vidstrakt strand bestående af små, runde sten og klart vand. Der er ekstra mange mennesker i weekenderne, men der er aldrig så meget trængsel, at du ikke kan finde dit eget sted, og i vest rejser bjergkæden Bey Mountains sig og indrammer stranden dramatisk. Der er al tænkelig slags service og underholdning på stranden, fra bananbåd til vandparker og selvfølgelig også et stort antal restauranter. Glem ikke badeskoene, så du slipper for at træde direkte på de glohede sten på stranden.

5. Lara Beach:

Denne strand, der ligger godt 10 kilometer øst for Antalya, strækker sig over 12 kilometer, hvilket gør den til et af landets længste. Den har krystalklart blåt vand og en vandtemperatur på op til 35 grader i højsommeren. Denne livlige strand har godt med service, såsom solsenge, parasoller, stort udbud af vandsportsaktiviteter, og den flankeres af flotte strandbarer, nogle med høj trendfaktor og ditto musik. I nærheden af stranden er der også godt med shoppingmuligheder, fra designer-outlets til lokale forretninger.

6. Iztuzu beach (turtle beach)

Stranden Iztuzu nær Dalyan er en 5 kilometer lang, smuk badestrand indrammet af mageløs natur, og den udgør samtidig et reservat for usædvanlige havskildpadder, som du, hvis du er heldig, kan få at se. Her kommer du til med båd fra Marmaris eller Daylan, og bådturen i sig selv er også smuk. Den går forbi mægtige bjerggrave og et voldsomt floddelta, og på stranden, som snarere er en smal landtange, mødes ferskvand fra strandens bageste del med saltvandet fra havet foran.

7. Kaputas Beach

Kaputas er en mindre strand mellem Kas og Kalkan i sydvest, der lokker med sin smukke beliggenhed - tre stejle klippevægge indrammer stranden på en dramatisk måde. Her finder du grovkornet, gyldent sand, klart vand, nogle gange med bølger, og rigtigt gode snorklingsmuligheder kun et lille stykke ud for stranden. Der er et begrænset antal parkeringspladser, så det anbefales at komme ret tidligt på dagen. Fra parkeringspladsen fører en lang trappe på omkring 200 trin ned til den smukke og populære strand.