Pamukkale

Tyrkiets hvide bomuldspalads

Pamukkale er et verdensberømt naturområde i Tyrkiet, hvor klippeafsatser ser ud som florlette bomuldstotter eller om hvad vil som candyfloss. Pamukkale har siden 1988 været på Unescos verdensarvliste og er også klassificeret som et naturreservat. Associationen til bomuld er indlysende for alle, der besøger stedet, og det er en kendsgerning, at det tyrkiske ord Pamukkale kan oversættes til ”bomuldspalads”.

Det er svært for mennesker at nedbryde de seværdigheder, som naturen selv har skabt. I Pamukkales tilfælde har det taget tusinder af år for naturen at forme disse klippeafsatser, der er i dag er blevet en af Tyrkiets mest populære turistattraktioner. Det kalkholdige og 35 grader varme vand pibler langsomt frem fra undergrunden og har på sin vej dannet terrasselignende formationer, der fyldes med det underjordiske vand og skaber varme kilder. Årsagen til den hvide farve på de karakteristiske bomuldslignende klipper er det kalkholdige vand.

Tidligere har det været tilladt at bade i de naturlige kilder, men for at beskytte det unikke område er badet i stedet blevet flyttet til et nærliggende termalbad. Det mest omtalte bad er Kleopatras bassin, hvor selveste dronning Kleopatra siges at have plasket rundt for et par tusind år siden.

Hierapolis - mægtig ruinby ved Pamukkale

Ved siden af Pamukkale ligger ruinbyen Hierapolis, der også er optaget på Unescos verdensarvliste. Et besøg her komplementerer naturoplevelsen ved Pamukkale med en ægte dosis antik historie.

Området skal have været beboet allerede 4.500 f.Kr., men selve byen Hierapolis blev grundlagt af Kong Eumenes II af Pergamon 200 f.Kr. Hierapolis opnåede sin glanstid tre-firehundrede år senere, da mennesker lige som i dag kom hertil for at bade i de varme kilder. Nogle af højdepunkterne i Hierapolis er resterne af et imponerende amfiteater, en begravelsesplads med sarkofager og ikke mindst grotten Plutonion.

Du kommer til Pamukkale og Hierapolis med bus eller lejet bil, og regn med fire timers køretid fra Antalya og Marmaris og fem timer fra Bodrum. For at undgå de største turistmasser anbefales du at komme hertil tidligt om morgenen.