Top 5

1. Playa de las Teresitas

Få turister tager til Tenerifes storby Santa Cruz, men de, der gør det, kan regne med at finde en autentisk by og masser af afslappet stemning. Den skønne stemning genfinder man også ved badestranden Playa de las Teresitas, som regnes for en af Tenerifes dejligste strande - på trods af at den ligger ved siden af en ret trist fragthavn uden for Santa Cruz. Stranden, som er dækket af fint sand, der er kommet flyvende fra Saharas ørken, er lavvandet og lys i farven. Playa de las Teresitas er beskyttet af bølgebrydere, og det betyder, at stranden også er børnevenlig. Her kan lejes solstole, og enklere mad kan købes i strandkioskerne.

2. Playa de Las Americas

De allerfleste forbinder Tenerife med turistbyen Playa de las Americas og dens velbesøgte og turistfyldte lyse sandstrand. Du skal tage hertil, hvis du kan lide bystrande og højt tempo. Stranden egner sig også godt til aktive feriegæster, da der er et stort udbud af forskellig slags vandsport, som vandscooter, windsurfing, kajak og dykning. Herfra kan du også tage ud med en båd for at kigge på hvaler og delfiner. Stranden er lavvandet og passer derfor rigtigt godt til børnefamilier.

3. Playa de Los Cristianos

Da Playa de las Americas i princippet er vokset sammen med nabobyen Los Cristianos, kan du nemt bevæge dig mellem byerne og deres strande via en bekvem strandpromenade kantet af palmer. Playa de Los Cristianos lyse sandstrand er kunstigt anlagt, ligger midt i byen og er en typisk bystrand i den forstand, at der her altid er masser af liv og aktivitet. Der arrangeres beachvolley-turneringer, her er både strandsælgere og livreddere samt gode faciliteter, der gør ferieoplevelsen lettere for folk i alle aldre. Fra stranden er der også kun et stenkast til fede restauranter og gode shoppingmuligheder. Playa de Los Cristianos er godt vedligeholdt og renses hver morgen, men udsigten over havnen er knapt så spændende.

4. Playa Paraiso

På Tenerifes sydvestlige kyst, godt 8 kilometer nord for Playa de las Americas, ligger det lille feriested Playa Paraiso. På feriestedet er der tre forskellige strande, som alle ligger inde i bugter, der er beskyttet af klipper. Stranden længst mod nord, Las Galgas, er den mest populære og er generelt kendt som Playa Paraiso. Denne strand blev for relativt nylig totalt renoveret med påfyldning af gyldent sand samt nye og friske solsenge og brusere. Hvis du foretrækker en visuelt renskuret strand, er det med andre ord her, du skal tage hen. Vær opmærksom på, at her ikke er særligt lavvandet. Så hold godt øje med eventuelle børn, du har med!

5. Playa San Juan

Blot omkring tyve kilometer fra Tenerifes strandklassikere Playa de Las Americas og Playa de Los Cristianos ligger den autentiske kanariske strand San Juan. Her kan du opleve en sort sandstrand i et virkeligt øde vulkanlandskab. Playa San Juan består i virkeligheden af to strande, der adskilles af en mole og store sten. Ved stranden er der også en ret nyanlagt strandpromenade, hvor du både finder brusere, legeplads og serveringssteder. Stranden beskyttes af en bølgebryder, der gør, at bølgerne i princippet er ikke eksisterende. Dette bliver ganske bestemt værdsat af børnefamilier, som gerne opholder sig på denne strand.