Costa Adeje

Det første, der slår mig ved Costa Adeje, der ligger på Tenerifes sydvestlige kyst, er den høje standard, og det viser sig at være fuldstændigt retvisende, at dette rejsemål er kendt for sin eksklusive fremtoning. Den relativt rolige fornemmelse kombineret med strandens store udbud gør stedet populært hos både soldyrkere, børnefamilier og par. I Costa Adejes hoteludbud er der mange finere hotelkæder repræsenteret, hvilket yderligere bekræfter indtrykket af områdets guldkyst-stemning.

Costa Adeje er også forbundet med flere dejlige strande. Nogle af dem er det værd at tage et nærmere kig på, og generelt må man sige, at alle strandene på det sydlige Tenerife er i høj klasse. Prøv dig frem og find din egen favorit! Langs med strandene er der et stort udbud af restauranter, butikker og caféer, du kan besøge.

Fra strand til golf - på Costa Adeje er der noget for enhver smag

Playa del Duque er en indbydende strandvariant med fint sand og søde badehytter. I baggrunden tårner en kulisse af Tenerifes golde og helt unikke vulkanlandskab sig op, som yderligere bidrager til strandens voldsomme indramning. Stranden Playa La Pinta Puerto Colon ligger lige op til lystbådehavnen, hvor der også ligger et indkøbscenter af samme navn. At se solnedgangene over Playa Fanabé og dens mørke vulkanstrand giver en flot afslutning på dagen.

For gæster, der føler sig draget af havet, anbefales selvfølgelig en opfriskende svømmetur fra strandkanten, men du kan også få en rigtig magisk oplevelse til havs på en bådtur. I Costa Adeje finder du arrangører, der dels tilbyder gruppeudflugter, der skal bookes på forhånd, men det er også muligt at leje en privat bådtur og få en unik chance sammen med familie og venner for at udforske flaskenæse-delfiner, havskildpadder og til og med hvaler.

Costa Adeje er også stedet for golfspillere. I golfkredse er mesterskabsbanen Golf Costa Adeje den mest kendte med sin slående smukke udsigt over Atlanterhavet. Her smelter banen sammen med Tenerifes karakteristiske landskab, og det er unægteligt en speciel følelse, når man går rundt i de smukke omgivelser og slår til bolden.

For de yngre besøgende er der to vandparker i området, der kan friste lidt ekstra: Aqualand Costa Adeje og ikke mindst Siam Park, kendt for at være en af Europas bedste vandparker med eventyrtema. Skulle du mod forventning blive træt af bølgerne ved Costa Adejes strande, kan du i Siam Park kaste dig ud i kunstige bølger, der bliver op til tre meter høje!