Cala Mondragó

Sol og bad i nationalparken på Mallorca

På den sydøstlige del af Mallorca, i nationalparken Mondragó Natural Park, finder du Cala Mondragó, der anses for at være en af Mallorcas mest populære strande. En forklaring på dette er, at hele området, hvor Cala Mondragó ligger, blev udråbt til nationalpark i 1992, hvilket har medvirket til, at stranden har bevaret sin unikke karakter. Vist er der også masser af turister her, især i sommerperioden, men hvis du undgår de mest turistfyldte perioder, venter der dig en strandoplevelse ud over det sædvanlige.

Stranden Cala Mondragó er også kendt under navnet Caló de sa font de n’Alis og består af en badebugt med en 75 meter lang tilhørende sandstrand med det dejligste hvide sand, du kan forestille dig. På hver sin side af stranden, der er godt 6 meter bred, er der to klippefulde landtanger, dækket af pinjetræer.

Hvis du ikke ønsker at tage din egen picnic-kurv med til stranden, er der et par forskellige restauranter og barer i forbindelse med stranden, du kan besøge.

Naboen og søsterstranden Cala S’Amarador

I gåafstand, blot 400 meter længere væk, ligger den større strandnabo Cala S’Amarador. Storesøsteren med dens 145 meter lange strandstrækning, der også er en del af nationalparken, er dermed næsten dobbelt så lang som Cala Mondragó. Det er et must at besøge Cala S’Amarador, hvis du er i nærheden. Blandt godt 3.000 forslag blev den valgt til Europas bedste strand for omkring ti år siden.

Ligesom Cala Mondragó er nabostranden også ganske lavvandet, og det gør den velegnet til småbørnsfamilier. Vandet inde i bugten er normalt roligt og klart. Der kan lejes et begrænset antal solstole og parasoller på begge strandene. Der er ingen brusemuligheder på stedet, og toiletfaciliteterne er meget simple. Tag dit eget snorkeludstyr med. Bortset fra nogle vandcykler kan man ikke leje andet strandudstyr.

Hvis tempoet, mod forventning, skulle blive for roligt for din smag, er der en hel nationalpark, du kan kaste dig over i området. Her venter der vandrestier, kløfter og masser af storslåede naturoplevelser. En stor del af nationalparken kan også udforskes på cykel.

Hvis du har adgang til bil, er det nemt at komme hertil, og der er gratis parkering i forbindelse med strandene. Man kan også nå strandene ved at tage et turisttog, der går fra Cala d'Or.