Cala Llombards

En strandperle på det sydøstlige Mallorca

Alle er enige om, at Asien, det sydlige Stillehav og Caribien kan byde på de mest fantastiske paradisstrande, men man skal heller ikke kimse af de europæiske alternativer. Hvis du undersøger mulighederne, er der mange badeperler, der venter på dig, ikke mindst på smukke Mallorca.

For dig, der holder af de mindre og naturskønne strande med en personlig stemning og storslåede omgivelser, er stranden Cala Llombards på Mallorcas sydøstlige kyst en glimrende mulighed. Den nærliggende by Cala Llombards er et ret roligt boligområde, der for størstedelens vedkommende består af villaer. Selve stranden er kun 55 meter lang og omkring tre gange så bred.

En skjult badebugt med krystalklart vand

På hver side af den korte strandstrækning er badebugten omgivet af store træbevoksede klippeformationer, der skaber en beskyttet og rolig badebugt. Bugtens krystalklare vand er meget velegnet til snorkling, og det bløde sand mellem tæerne gør, at du kan blive der i timevis. De omkringliggende klipper, det turkisblå vand og det lille strandområde bidrager til en helhedsoplevelse, som det helt sikker er værd at få med, når du besøger Mallorca.

Man kan leje parasoller og solstole på stranden. Hvis du har børn med og vil bruge nogle timer ved stranden, kan det godt betale sig at leje mindst en parasol, da solen bager ned på stranden hele dagen.

I forbindelse med stranden er der også en lille bar, hvor du kan købe drikkevarer og snacks. For at undgå høje priser og et lille udvalg, kan det være en god idé at pakke en lille frokostkurv som supplement. Den nærmeste restaurant ud over strandbaren ligger godt en kilometer væk i den lille by Cala Llombards.

Besøg Cala Llombards – to tips

  • Vær opmærksom på, at stranden er meget populær i højsæsonen, hvilket medfører, at både parkeringen i forbindelse med stranden og selve stranden risikerer at blive fuld. Har du mulighed for det, så kom tidligt om morgenen, dermed får du det bedste ud af dit strandbesøg.
  • Hvis du beslutter dig for en stranddag ved Cala Llombards, anbefaler vi også et stop ved den nærliggende stenformation Es Pontas, der er formet som en stenbro ude i vandet.

Da der ikke går nogen offentlig transport til Cala Llombards, er det nemmest at komme dertil i en udlejningsbil. Det tager godt et kvarter at køre dertil fra den større by Santanyi. Der ligger en betalingsparkeringsplads, der tilhører Cala Llombards beach, ca. 4-500 meter fra stranden.