Cala Deia

Charmerende stenstrand langt fra turismen

På Mallorca findes der strande i alle tænkelige udformninger, både blide, hvide sandstrande og de vildere varianter i sten. På det nordvestlige Mallorca, lige nord for Palma de Mallorca, ligger klippestranden Cala Deia omgivet af bjergkæden Tramuntana. Stranden og dens bugt ligger lige uden for den populære bjergby Deia, og mange vælger at komme hertil med båd og kaster anker for at blive her hele dagen.

Cala Deia er ikke nogen klassisk turiststrand i den forstand, at du kan forvente lange rækker af solstole, kulørte parasoller og vidstrakte sandstrande i en uendelighed. Den har i stedet for en godt 70 meter lang kyststrækning, som for størstedelens vedkommende består af klippeblokke og sten i forskellige størrelse, som leder ud til det grønblå og svalende hav. Cala Deia er med andre ord en strand for dig, der foretrækker naturstrande og dramatiske kyststrækninger, hvilket også gør, at stranden ikke er optimal for børnefamilier.

Snorkling og svømning i skønt vand

For at være aktiv og fordrive tiden ved Cala Deia vælger mange at snorkle, svømme eller padle SUP-bræt, og snorkelmulighederne er rigtig gode lidt ude i bugten. Strandgæsterne skal dog tage deres eget udstyr med, da det ikke kan lejes ved stranden. Mange vælger også at udforske de omkringliggende klipper og gå op til det tårn, der ifølge myten skal have været et sørøvertårn. Husk at tage praktiske sko på; klip-klapper kan ikke anbefales på dette underlag.

Hvis sulten begynder at melde sig, er der to populære restauranter at vælge mellem. Den første hedder Ca´n Lluc og ligger lige ved stranden. Her kan du komme, som du er, og der serveres klassiske og enklere mallorcanske retter med inspiration fra Middelhavet. Den anden restaurant hedder Ca´s Patro March og ligger et lille stykke oppe ad klipperne med en mageløs udsigt over havet. Det er en lidt finere restaurant, som i princippet kræver bordbestilling på forhånd for at være sikker på at få plads.

Det anbefales at tage til Cala Deia i bil. Hvis du er heldig og kommer tidligt, kan du få fat i en af de få betalingsparkeringspladser helt tæt på stranden. Hvis du ikke kan finde en parkeringsplads, må du i stedet parkere i den lille by Deia og bagefter gå de godt tre kilometer ned til stranden.