Valldemossa

Valldemossa er en af Mallorcas absolut smukkeste byer, beliggende højt oppe i bjergkæden Tramuntana omkring 25 kilometer nord for Palma. Dens nærhed til Palma gør byen til et optimalt udflugtsmål, hvis du vil opleve kultur og ældgammel lokal stemning på din rejse til Mallorca. Byen ligger smukt omkranset af høje bjerge beklædt med oliven- og mandeltræer og med udsigt over dybe dale og grønne, frodige vidder.

Der er dem, der siger, at Valldemossa er en grund i sig selv til, at Mallorca er blevet en så velbesøgt destination. Tænk på en ”pittoresk by på Mallorca”, og det er en by som Valldemossa du ser for dig. Det er svært at finde noget mere hyggeligt og charmerende, og atmosfæren kommer tydeligt frem, trods de mange turister der færdes i byen. Byen betår af små snoede, brostensbelagte gader og blomsterfyldte gyder, det omkringliggende landskab er grønt og frodigt, husene rustikke i lyse sten, ikke sjældent med små indrammede keramikskilte i murene eller dørene. Der er et stort udvalg af butikker, gallerier, caféer og traditionelle bagerier. Du må ikke gå glip af at prøve Valldemossas kendte kager ”Cocas de Patatas”, som kan beskrives som en sød kartoffelpandekage. Gør som de lokale og dyp den i kaffe eller varm chokolade. I Valldemossa kan du nemt bruge en hel dag blot for at opleve charmen og følelsen - men der er mere, der lokker, end blot den tiltalende atmosfære.

La real Cartuja - klostret i Valldemossa

Middelalderklostret i Valldemossa, ”La Real Cartuja” har tjent som alt fra kongeligt palads til privat bolig og tiltrækker i dag mange turister på grund af muligheden for at opleve historiens vingesus. Klostret omfatter også en kirke, kunstgallerier, et gammelt apotek og en smuk klosterhave.
En særligt kendt person, der i en kort periode boede i klostret, er pianisten og komponisten Fredric Chopin, som i nogle år boede i byen sammen med sin kæreste George Sand. Hvis du betaler entré til klostret, får du også en kort klaverkoncert af Chopin. Det koster derimod ekstra at komme ind i hans lejlighed. Chopin skrev flere værker i løbet af sine år på Mallorca, og i Valldemossa ser du hans bestseller ”A winter in Majorca”, i princippet uden for hver eneste butik.

Valldemossa er også tillokkende for den mere aktive besøgende, da der udgår flere klatre-, vandre- og cykelture fra byen. Fra Valldemossa har du direkte adgang til Tramuntanas vidunderlige bjerge og natur.

Fra Palma til Valldemossa

Der er flere enkle måder at komme fra Palma til Valldemossa på. En taxa koster omkring 25 Euro og tager omkring 15 minutter. Om dagen går der regelmæssigt busser fra bustorvet i Palma, Plaza Espana, og en enkeltbillet koster ca. 3-4 Euro. Der går også lokalbusser fra Alcudia, Pollenca og Soller til Valldemossa.