Torrent de Pareis

Sa Calobra er en lille by i Escorca kommune og er et af Mallorcas mest besøgte turistmål. Lige i nærheden finder du Mallorcas ”Grand Canyon” - den mægtige, Unesco-klassificerede kløft Torrent de Pareis med sin tilhørende strandbugt. Hvis du sætter pris på aktive ferier og kan lide at vandre i vild natur er Torrent de Pareis noget for dig! Hele vandreturen er på ca. 5 kilometer og går langs en tør kløft og over klippeblokke så store som biler og anses for en af de mest fysisk krævende vandreture, som Mallorca har at byde på. Beregn 3-5 timer, hvis du går fra bjergene og ned mod havet, eller 4-6 timer, hvis du i stedet for går fra kysten og op. Den sidstnævnte tager længere tid, men er teknisk lettere ved de sværere passager. Uanset hvilken retning du tager, skal du være i god form for at klare vandringen på en forsvarlig måde.

Vandringen starter i Escorca på det nordvestlige Mallorca, midt i bjergkæden Tramuntana og møder havet ved en lille ”skjult” sandstrand omkring fem kilometer senere, nær kystbyen Sa Calobra. Hele vandrestien går gennem bjergene og langs grønne dale med dramatisk stejle klipper som høje vægge langs siderne, og den byder på fantastiske udsigter. Vandreturen langs Torrent de Pareis fortjener sit navn som Mallorcas mest spektakulære vandretur.

Sikkerhed på vandreturen ved Torrent de Pareis

Normal kan man tage vandreturen langs Torrent de Pareis i perioden fra maj til oktober. Hvis det har regnet kraftigt, er du nødt til at vente i ca. ti dage, inden du giver dig i kast med vandreturen, og det er altid vigtigt, at du har forberedt dig rigtigt og har den korrekte udrustning som gode vandresko, reb, noget til at fylde energidepoterne op og ikke mindst vand. Det kan blive op til 40 grader varmt nede i kløften på de varmeste sommerdage. Stien er ikke tydeligt markeret hele vejen, så du kan blive nødt til at tage aktive valg om, hvilken vej du skal gå. Det bedste tip er at følge den udtørrede flod og ikke gå dér, hvor det virker for utilgængeligt eller uberørt.

Stranden ved Torrent de Pareis munding er lille, kun omkring 30 gange 15 meter ved åbningen mellem klipperne, men bliver lidt større længere inde og kan minde om en lagune. Da vandreturen er populær, er der altid en del turister her, men kløftens munding gør et mægtigt indtryk, og stranden er grovkornet fin.

Den snoede bjergevej mod Sa Calobra

Turen til starten ved Sa Calobra er næsten lige så spektakulær som selve vandringen ved Torrent de Pareis. Vejen blev konstrueret, så den følger naturen i stedet for omvendt, og det betyder, at den snor sig virkelig meget over det 12 kilometer lange stykke. Den falder hele 800 meter på denne strækning og drejer ét sted rundt om sig selv. Ikke for folk med tendens til køresyge! Det er lettere at komme med båd fra Port de Soller, og det er også muligt at tage båden tilbage igen efter vandreturen. For at komme til startpunktet kan du tage bus fra Port de Sollér eller Sollér mod Lluc og Pollença, som standser ved restauranten i Escorca.

Et stykke fra Sa Colobra er endnu en lille strand, Cala Tuent. Den er roligere end Sa Calobra, byder på smukt mørkt turkisblåt vand, og der er en lille 1300-tals kirke, Ermita de Sant Llorenc.