Cala Figuera

En traditionel fiskerby på Mallorca

En af Mallorcas mest charmerende byer finder du på den sydøstlige del af øen. Cala Figuera er en gammel fiskerby, hvor der næsten ikke er spor af øens ellers så udbredte turisme. Her er den lokale charme bevaret, og tilpasningerne til turisterne er få og små. En grund til, at byen har fået lov til at leve sit eget liv på den måde, som den altid har gjort, er formentlig, at der ikke er nogen badestrand. Cala Figuera er også forholdsvis vanskelig at komme til med sin noget afsides beliggenhed på Mallorcas sydøstlige kyst, omkring en times kørsel fra Palma.

Gå en tur i den lille havn

I havnen er der flere caféer og restauranter, som serverer frisk fisk, der lige er blevet renset af byens fiskere. Det er ikke usandsynligt, at du, samtidig med du nyder havets lækkerier, ser de gamle fiskere sidde og ordne deres net, som de lige var ude at fiske med, for at forberede sig til aftenens nye fisketure. Vil du derimod se, når bådene kommer ind med deres fangst, skal du stå tidligt op.

Den maleriske by består af hvide, små huse, der er bygget i terrasser ned mod vandet og den rolige havn, hvor hverdagslivet foregår. Rundt om havnen er der en promenadevej, der snor sig et stykke op ad klipperne, og derfra får du en herlig udsigt over bugten og fiskerbyen med alle de små både, der ligger og vugger blidt inde i havnen.

Snorkling og dykning i Cala Figuera

I Cala Figuera er der ingen strand, så hvis du vil bade, skal du tage til for eksempel Cala Santanyi eller Cala Llombard nogle kilometer sydpå. Vandet derimod er krystalklart og fantastisk til snorkling og dykning - og der er en dykkerskole i Cala Figuera. Hvis det bliver alt for varmt, kan du selvfølgelig tage dig en dukkert fra de stejle trapper og klipper, der slutter nede i havet, og der er flere badebroer - men du skal tage til Cala Figuera for atmosfæren og stemningens skyld, snarere end for vandets skyld.