Top 5:

1. Puerto del Carmen - Playa Blanca

I feriebyen Puerto del Carmen er der tre strande, hvor den bedste hedder Playa Blanca. Stranden har fået den europæiske udmærkelse “Blåt Flag” som tildeles strande, der skiller sig ud fra andre, når det gælder vandkvalitet, service og vedligeholdelse.

Playa Blanca egner sig særligt godt til børnefamilier. Den har blødt, gyldent sand og herligt varmt vand. Stranden ligger derudover tæt på havnen og har et stort udbud af restauranter, caféer og barer. Fra busstationen tager det kun 10 minutter at gå derhen.

2. Costa Teguise – Playa de las Cucharas

Costa Teguise er et badested på Lanzarotes østkyst. Her ligger den 650 meter lange strand Playa de las Cucharas. Lysegult sand sammen med klart vand og et godt serviceudbud gør stranden til et sikkert hit hos familierne. Her kan du leje solstole og vandcykler, og der er særlige områder til forskellig slags vandsport som fx surfing og dykning. Der går en strandpromenade parallelt med stranden, hvor man kan gå eller løbe en tur, hvis man vil have en lille pause fra solbadningen. Hvis du har mindre børn, er den nordlige del af stranden den bedste, da vandet er roligst her takket være bølgebrydere.

3. Playa de Caletón Blanco – børnevenlige badebugter

Playa de Caletón Blanco ligger på Lanzarotes nordlige kystlinje og byder både på herlige badeture og en smuk naturoplevelse. Stranden, der har fået sit navn fra dens hvide sand, består nemlig af flere hyggelige bugter, der ligger indeklemt i det mørke lavalandskab.
Også her kan man sagtens have børnene med, da stranden er beskyttet af klipper i små laguner, der bliver lavvandede og varme ved ebbe. Men man kan også godt finde steder med dybere vand. Havet er helt fantastisk her og danner en smuk farvepalet med det hvide sand mod de mørke klipper. Kør mod Orzola, og når du er nået frem, vil du kunne se strandene som små hvide striber midt i alt det mørke. Tag drikkevand og mad med, for her er nærmest ingen spisesteder.

4. Playa Flamingo - børnevenlig og tilgængelighedstilpasset

Playa Flamingo ligger ved feriebyen Playa Blanca. Stranden er perfekt til børnefamilier, da vandet er roligt, og stranden er blød og fin. Derudover ligger der en masse spisesteder og butikker i nærheden.

Det her er også en strand, der er tilgængelighedstilpasset til bevægelseshæmmede.

5. Playa de Papagayo – børnevenligt i naturreservat

Der er seks af de såkaldte Papagayo-strande på det sydlige Lanzarote, og de ligger i et naturreservat. Smuk strand og krystalklart vand er samtidig kendetegnende. Den mest kendte strand hedder Papagayo, og den er også den mest velbesøgte. Ved Papagayo er vandet roligt, da stranden ligger i læ mellem to klipper, og derfor er den specielt egnet til børnefamilier.

Da strandene ligger i en nationalpark, koster det et par Euro at komme dertil i bil.