Palmitos Park

En populær zoo på det sydlige Gran Canaria

I nærheden af Maspalomas ligger Palmitos Park, som er De Kanariske Øers største zoo. Under de store brande på Tenerife i sommeren 2007 blev parken totalt ødelagt, men genåbnede året efter. I forbindelse med nyåbningen blev Palmitos suppleret med et delfinbassin, hvor de besøgende nu kan opleve delfinshows med masser af action.

Det er ikke kun dyrene, der lokker besøgende til parken, men også vegetationen i området. Et afslappende sted at pejle efter er orkidehuset, der indeholder en imponerende samling orkidearter. I parken er der også en kaktushave med over hundrede forskellige kaktusarter, som for nogles vedkommende er op til fire meter høje.

En zoo med fugle, krybdyr, fisk og primater

Selv om parken er blevet kendt som en papegøjepark, er der mange forskellige dyrearter i Palmitos. Farverige fugle er dog et gennemgående tema - i The Cage of Lories får du chancen for at se og få mere at vide om de farvestrålende papegøjeslægtninge fra Oceanien. Her finder du også et område med en botanisk have, hvor du kan komme tæt på spændende fuglearter som flamingoer og forskellige pelikanarter. I parken kan du også se emuer, pelikaner og tukaner. Andre smukke flyvende væsner finder du i sommerfugleafdelingen, som er Europas største, hvor hundredvis af sommerfugle flyver frit rundt.

Andre steder, du også bør se, er akvariet, hvor der svømmer alt fra giftige kirurgfisk til søheste rundt, og afsnittet med krybdyr, hvor du blandt andet kan se varaner. Når alt kommer til alt, er det dog øen med primater, der plejer at vække den største interesse hos de besøgende. Her huserer gibbonerne, der oprindeligt stammer fra Sydøstasien. Disse opsigtsvækkende dyrs lange arme gør, at de hurtigt kan flytte sig mellem træernes grene.

Mange feriegæster vælger at kombinere en udflugt til Palmitos Park med et besøg i det nærliggende vandland Aqualand Maspalomas. Bus nr. 45 kører regelmæssigt mellem Palmitos og Bahia Feliz, Playa De Inglés og San Agustin.