Aqualand Maspalomas

Det spiller ingen rolle, hvis du bruger lidt af solferien et stenkast fra både hav og pool - tværtimod plejer et besøg i en vandpark at være en af favoritterne blandt udflugtsmålene for mange familier.

På varme dage på Gran Canaria er Aqualand Maspalomas en udmærket mulighed for både afkøling og fartfyldt fornøjelse. Vandparken har noget at byde på for alle aldersklasser i ferieselskabet og tilbyder alt fra hurtige vandrutsjebaner, der stensikkert hæver adrenalinniveauet i kroppen, til en minipark for de mindste plaskere i selskabet.

Mange vælger at kombinere en udflugt til Aqualand Maspalomas med et besøg i den nærliggende dyrepark Palmitos Park.

En vandpark for alle slags rejsende

For dig, der er ude efter et adrenalinkick i vandform, lover mange af navnene på vandrutsjebanerne det, du efterspørger, eller hvad siger du for eksempel til Adrenalina, Crazy Race eller Tornado? Racer Twin Turbolance er en rutsjebane i dobbeltudgave, der løber lige ved siden af hinanden - perfekt til konkurrenceglade badegæster. Aquamania er en tunnelvariant, der går rigtigt hurtigt, og vælger du Boomerang kommer du både til at køre forlæns og baglæns.

En roligere og mere familievenlig variant er den populære vandattraktion Mamut, hvor badegæsterne suser ned i en enorm badering. Det er også muligt at opleve strandliv i vandparken. På Discovery Beach får gæsterne fornemmelsen af at befinde sig ved havet, ikke mindst på de tidspunkter, hvor bølgemaskinen er i gang.

Yngre badegæster kan med fordel hygge sig i Mini Park, der er tilpasset til vandlege for de allermindste i familien. Et velkomment indslag, der stensikkert bringer de store grin frem, er den store vandspand, der med jævne mellemrum tømmer sit indhold over børnene ligesom et vandfald i miniature-udgave.