En rejse til Ubud

Midt på Bali finder du den sagnomspundne by Ubud - det mange kalder ”det ægte Bali”. Her blandes intensiv natur og masser af grønt med stærk kultur og traditioner. Ubud er også noget af et yogacentrum på Bali - og i hele Asien. Ubud har længe været centrum for de mere kreative kunstudtryk - som dans, bevægelse og musik, men også mere traditionel kunst som skulpturer og malerier. Her samles mængder af turister i dag, og de vil alle have deres del af den stærke balinesiske følelse og kultur. Ubud er det ultimative sted, hvis man vil have alt det, Bali står for, på ét og samme sted, og samtidig fungerer den som base til at udforske nærområdet med alt det Bali har at byde på, når det gælder kultur og natur. Tæt på Ubud finder du smuk natur, fantastiske rismarker, spændende vulkaner, dybe grotter, voldsomme vandfald, charmerende små byer, kunstner- og håndværkssamfund, mægtige paladser og traditionelle templer.

Du skal dog ikke forvente at finde et uberørt sted. Selv om Ubud tidligere mest blev omtalt som en fristad for backpackere, kunstnere og bohemer, så er det bestemt ikke kun dem, der besøger byen i dag. Et par eksempler på det er de konstante trafikpropper, og at der midt i centrum ligger en Starbucks-café i en gammel forretning. Måske er det det ultimative tegn på, hvad Ubud er i dag til forskel fra, hvad det tidligere var? På den anden side er der også mange, der mener, at det er en af verdens bedste og vildeste Starbucks - og i øvrigt finder man ikke de store fastfood-kæder i Ubud. Ubud vokser hurtigt - men det er et sted, der er værd at besøge for alle Bali-turister, der vil forstå mere af øens sande jeg, langt væk fra smukke strande og klassisk sol- og badeturisme.

Aktiviteter og seværdigheder i Ubud - 10 tips

  1. Besøg Monkey Forest. Det er et magisk sted såvel for voksne som for børn, både på grund af de vilde aber og det kæmpestore parkområde.
  2. Tag på udflugt i omgivelserne. Nær Ubud finder du Balis bedste risterrasser, vandfald og ja, al den natur du kan forestille dig.
  3. Besøg et madlavningskursus. Det begynder om morgenen med et besøg på det lokale marked i byen, og bagefter lærer du at tilberede den smagsrige balinesiske mad. En ledetråd: det meste starter med jordnødder i jordnødde-sauce...
  4. Shoppe. I Ubud finder du et væld af butikker af enhver tænkelig slags, og på det daglige marked finder du alt fra souvenirs og smykker til smuk kunst. Glem ikke at prutte - men sørg for at gøre det venligt og ”passende”.
  5. Og apropos kunst - besøg gallerierne, med udgangspunkt ved markedet og andre steder rundt omkring i byen.
  6. Spis rigtig god mad. Udbuddet af restauranter i Ubud er enormt. Top det med lækre Coffee shops og caféer, der serverer farveglade, sunde smoothie bowls. Her er der noget for enhver smag, uanset tidspunkt på døgnet.
  7. Gå til yoga. Der findes et væld af yoga-studier rundt omkring i Ubud, og et af de allermest kendte er den klassiske Yoga barn.
  8. Tilføj lidt luksus med en nat på hotel med udsigt over risterrasserne og regnskoven. Rundt omkring i Ubud er der mange vilde hoteller med uvirkeligt coole infinity-pools ud mod Ubuds imponerende natur.
  9. Få en massage eller en anden skønhedsbehandling. I Ubud ligger spabade og andre institutter på rad og række, og de er meget kompetente.
  10. Se en danseopvisning. I Ubud er der hver aften shows med traditionel balinesisk dans med forskellige udtryksformer.