Kalamaki Beach

Smuk strand på Zakynthos

Hvis du tager til Grækenland for at udforske landets strande har du i princippet et fuldtidsjob foran dig. Her er øer, bugter og strande i en uendelighed. Øen Zakynthos, der også går under kælenavnet Zante, ligger længst sydpå af de Ioniske øer og er en populær turistø af forståelige grunde. Øen plejede at blive kaldt ”Orientens blomst” og er en blanding af grønne landskaber, klart, blåt hav, vilde klipper og smukke strande.

Øen har en 123 kilometer lang og stærkt afvekslende kyststrækning. Øens vestlige side er bjergrig med stejle fald, mens den østlige side er en perlerække af smukke sandstrande. Et af disse er Kalamaki, der ligger i Laganabugten på det sydøstlige Zakynthos.

Lavvandet strand, der lokker havskildpadderne til

Kalamaki er fællesnavnet for både en mindre by og dennes strand. Selve byen er lille, men tilstrækkelig stor til, at du godt kan finde noget at spise i restauranterne og barerne langs hovedgaden. Det rolige tempo gør, at mange turister netop søger til Kalamaki.

Kalamaki Beach har en lavvandet og dermed børnevenlig strand med finkornet, lyst sand. Vandet er klart og dejligt at bade i. Hvis du følger stranden mod syd, kan du gå helt til nabobyen Laganas, hvor både restaurationsudbuddet er større og pulsen højere end i Kalamaki.

På Kalamaki Beach er der både pedalbåde, solsenge og parasoller, du kan leje, og der er også brusere og toiletter. Hvis du ligger på stranden, kommer du med sikkerhed til at se fly flyve ind over stranden for at lande på den nærliggende flyveplads.

Ligesom mange andre strande rundt omkring på Zakynthos er Kalamakis strand blevet omtalt og blevet populær, da de udryddelsestruede havskildpadder Caretta Caretta vender tilbage hertil hver sommer for at grave deres æg ned i sandet. Hver hun lægger flere hundrede æg hvert år, og det er unægteligt et imponerende syn at få et glimt af havskildpadderne. For at beskytte ynglepladserne og bevare skildpaddebestanden er dele af Kalamaki Beach strandbeskyttet på visse tider af året. I perioden fra maj til oktober er det kun tilladt at være på stranden fra klokken 7-19, og der kan også være specifikke og afgrænsede steder på stranden, hvor besøgende ikke må opholde sig for at beskytte æggene.