Banana Beach

En populær strandperle på Zakynthos

Banana Beach Zakyntos er populær og velbesøgt, og den største strand på øen. Her trives både lokalbeboere og turister. Stranden ligger 14 kilometer eller 15 minutters biltur fra Zakynthos by. Banana Beach har alle de faciliteter, du kan forestille dig, og solsenge og parasoller til udlejning i forskellige prisklasser afhængigt af, hvor de ligger, og sengens udstyrsniveau. Måske vil du bare nyde det roligt og dejligt alene i en solstol, eller dele en hel ”cabana” med familien eller vennerne?

På stranden er der flere strandrestauranter og barer, der serverer mad, lettere snacks og drikkevarer. De fleste af stederne på stranden tilbyder de levering af din mad- eller drikkevarebestilling til din solstol.
Sandet på stranden er blødt og gyldent, og stranden afgrænses naturligt af omgivende klipper. Vandet er varmt og klart, bunden er lavvandet, og stranden er særdeles børnevenlig, så længe det ikke blæser. Hvis det er en dag med mere vind, kan der blive en del bølger - men generelt opfattes denne strand af de besøgende som meget tryg.

Stranden er yngleområde for havskildpadder, så på visse tider af året er nogle områder af den lukket af for ikke at forstyrre dyrene, og det samme gælder også om natten.

Vandsport på Banana Beach, Zakynthos

Der er en del forskellig slags vandsport, man kan underholde sig med på stranden, og arrangøren af Banana Watersports fremhæver gerne deres tilbud som øens bedste. Det omfatter for eksempel vandscooter, parasailing, vandski, bananbåde, kajak og meget mere. Vandsportsafdelingen ligger i den ene ende af stranden og forstyrrer ikke nævneværdigt dem, der hellere vil bruge dagen på at bade og sole sig.

For at komme til Banana Beach Zakynthos kan du tage bilen og parkere på den store parkeringsplads i tilslutning til stranden, tage en taxa eller en af de mange busser, som holder ved stranden. Fra omkring tyve steder på Zakynthos går der en gratis ”gul bus”, og ellers er der lokalbusser til et par Euro fra for eksempel Zakynthos til Vasilikos via Argassi, der holder nær stranden. Mange synes, at bilturen i sig selv er en herlig oplevelse - den forblæste kystvej gennem Argassi mod Vasilikos er smuk og dramatisk.