Oasis Beach

Oasis Beach er en afslappet lille strand, et lille stykke syd for Kallithea Beach, nabo til Tassos Beach. Et lille stykke kyst med finkornet, gyldent sand ligger indlejret mellem klippeafsatser, og her lokker både den lille sandstrand, badeture fra broer og trapper og en dukkert direkte fra klipperne.

Der er et antal solstole spredt godt ud på stranden og på klipperne og stenene rundt omkring - og midt i vandet på en klippeafsats, der danner en lille lagune ved stranden. Udbuddet er begrænset, og de relativt billige solstole står parvis med lang afstand imellem dem for at give godt med privatliv. I højsæsonen kan det derfor være sikrest selv at tage noget med at ligge på, så du kan slå dig ned direkte i sandet eller på sandstensklipperne, hvis der er pres på, men du finder nok dit eget lille sted, hvor du kan nyde en skøn dag på denne unikke form for strand. Oasis Beach er både sandstrand og klippebadning, og hvis du kan lide at hoppe ned i krystalklart vand fra de golde klippeafsatser, kan du få din drøm opfyldt her. En god anbefaling er at tage badesko med - der er en hel del sten i vandet. Det rene vand og den rige fauna gør bugten helt ideel til snorkling.

Oasis Beach bar indlejret i en klippe

Oasis Beach er også kendt for sin strandbar, der ligger på den bageste del af stranden indlejret i en klippe. Klippen udgør både vægge og tag, og den charmerende bar med den afslappede atmosfære opleves som i en åben grotte mod havet med siddepladser såvel ved borde som på puder spredt ud på naturlige sofaer langs klippevæggene. Der er ofte en DJ, der spiller musik, som får en god akustik i klipperummet, og som yderligere forstærker stemningen - og som nogle gange sætter liv i den ellers så rolige bugt.

Omkring 50 meter fra stranden er der en restaurant, der serverer klassisk, typisk græsk mad. Gå ikke glip af de friterede fisk ”tiganites”, som spises hele og er en kendt delikatesse i Grækenland.