Palace of the Grand Master

Storslået historie på Rhodos

Selv om Grækenland hovedsageligt forbindes med sin antikke historie, er det unægteligt en meget speciel følelse at slentre rundt i Rhodos middelaldermiljøer. Rhodos gamle middelalderby er omgivet af bastante mure, og her bør du bestemt lægge turen forbi, hvis du besøger Rhodos. Bydelen inden for murene blev skabt under Ridderne af Malteserordenens herredømme, der varede fra 1300-tallet frem til 1522, hvor Osmannerne gjorde deres indtog og overtog taktstokken.

Stormesterens Palads er i fokus

Den vigtigste bygning inden for de imponerende bymure er Palace of the Grand Master of the Knights of Rhodes, eller Stormesterens Palads, som vi danskere kalder bygningsværket. Paladset ligger længst nede ad Riddergaden, Odos Ipporton, der er den vigtigste gade i den middelalderlige by.

Den 200 meter lange hovedgade flankeres af huse, hvor ridderne boede, da de kom til øen. Langs med denne gade finder man også en tidligere sygehusbygning der i dag fungerer som museum, og Den Hellige Treenigheds kirke.

Et imponerende palads og museum

Den mest omtalte bygning i den middelalderlige by er og bliver Stormesterens Palads. Det oprindelige palads blev allerede bygget i 600-tallet, dengang med det formål at fungere som fæstning og hovedkvarter. Da Ridderne af Malteserordenen overtog magten, blev paladset ombygget til at passe til behovene på det tidspunkt. Nu skulle slottet fungere som administrativt centrum og også bopæl for stormesteren selv.

Bygningen modstod Osmannernes indtog, men desværre blev store dele af paladset ødelagt ved en krudteksplosion i 1800-tallet. Den imponerende bygning, der i dag står på stedet, blev genopbygget og restaureret af italienerne i 1940´erne og senere renoveret yderligere af den græske stat.

Inden for paladsets porte venter en mægtig indre gård i to plan med rækker af fotogene stenhvælvinger. Her vokser efeu op langs murene, og i gården er der også respektindgydende statuer fra antikken. Inden i selve paladset er der over 150 rum, hvoraf kun de 24 er åbne for offentligheden. I rummene er der mange historiske udstillingsgenstande fra forskellige tidsperioder. Et besøg i Stormesterens Palads bliver med andre ord en perfekt afveksling til sol- og badeferien på Rhodos.