Lindos Akropolis

De allerfleste forbinder navnet Akropolis med det berømte bygningsværk oppe på akropolisklippen i Athen. Fakta er, at navnet akropolis er en sammensætning af to ord, der stammer fra det græske ”akron” og ”polis”, der nogenlunde kan oversættes til henholdsvis ”højeste punkt” og ”by”. Et sådant sted med et tilhørende tempel fandtes i de fleste græske byer i antikken, også selv om det er Athens akropolis, der har fået hovedrollen i moderne tid.

Rhodos har sit mindre modstykke til Athens imponerende tempelruiner på en klippe i byen Lindos, der ligger på Rhodos østlige kyst. Lindos var en af de oprindelige græske byer på Rhodos sammen med Lalysos og Kameiros.

I dag er Lindos en populær turistdestination, der lokker med sine typiske hvidkalkede små huse og tre indbydende badestrande, men den antikke histories vingesus i byen er fortsat i høj grad mærkbart til stede.

Antikke tempelrester på Lindos klippe

Tyrannen Cleobulus lod templet Lindos Akropolis opføre i dorisk stil i slutningen af firehundredetallet f.Kr. på et sted, hvor der tidligere havde stået et andet tempel, der var blevet fuldstændigt ødelagt i en brand. Efterhånden som årene gik, og der kom nye herskere i Lindos, gennemgik Cleobulus ”nye” tempel Lindos Akropolis alle mulige forandringer. Flere hundrede år efter, at templet var blevet opført, blev der bygget et romersk tempel ved siden af Akropolis. Yderligere nogle hundrede år senere kom Malteserordenens Riddere til øen og lod en fæstning opføre. Derefter blev fæstningen overdraget til Osmannerne, der igen forstærkede bygningskonstruktionen oppe på klippen, så den ville kunne klare en potentiel krig. Der var aktiviteter på borgen helt frem til 1844, hvor den endelig blev opgivet.

Stedet er med andre ord en guldgrube set fra et historisk perspektiv, hvilket det Danske Arkæologiske Institut også fik øje på. Under udgravningerne i Lindos i 1920´erne og i 1952 kom de antikke ruiner til deres ret og kan i dag beundres oppe på Lindos klippe. Her finder du alt fra rester af statuen Athena til pompøse søjler, et offerbord og et relief af et skib, der er udhugget i klippen - det hele indrammet af en imponerende udsigt over havet fra Lindos bedst mulige udsigtspunkt.

Læs mere: Kolossen på Rhodos er et andet imponerende bygningsværk, der gennem historien har været forbundet med den græske ø Rhodos.