Seitan Limania Beach

Forestil dig en filmscene, hvor hovedpersonen kommer flyvende med helikopter over bjergene og pludselig opdager et gemt strandparadis med hvid sandstrand og tilhørende turkisfarvet badebugt kilet ind mellem de skarpe klipper. Heldigvis behøver du ikke være skuespiller for at opleve denne scene; det er nok, hvis du bare tager til Kreta og Seitan Limania Beach omkring otte kilometer øst for Chanias lufthavn.

Da stranden ligger ret tæt på lufthavnen, vælger mange rejsende at tage hertil med udlejningsbilen, inden det er tid til at forlade øen. Du skal først sno dig gennem nogle rigtige serpentinersving for at nå slutmålet, men strandoplevelsen, der venter, er besværet værd!

Sådan kommer du hertil og godt at vide

At komme ned til stranden til fods fra strandens tilhørende parkeringsplads er en udfordring og en oplevelse i sig selv, især hvis du har højdeskræk. Mange vælger at blive oppe på toppen og kigge på stranden oppefra. Udsigten over den her specielle strand minder lidt om en vulkanlagune i et krater.

Hvis du har tid og mod, bør du helt afgjort tage turen ned ad stien på den i princippet lodrette og stejle klippe til selve stranden. Turen ned tager lidt tid, regn med ti til tyve minutter, afhængigt af hvor godt du har det med den stejle sti. For at komme ned til stranden på den nemmest mulige måde kan det anbefales at sigte på den højre vej (set fra parkeringspladsen) ned til stranden, og op igen på venstre side. Jeg ville dog ikke selv vælge at tage mine børn med på sådan et eventyr, som formodentlig er bedst egnet for unge mennesker og voksne.

Hvis du og dem, du er sammen med, kommer med båd derimod, er det en helt anden historie. Den beskyttede lille badebugt er et perfekt stop for både, og det krystalklare vand er perfekt både til at svømme og snorkle i.