Frangokastello

En populær strand med venetiansk fort

På Kretas sydlige kyst, cirka 10 kilometer øst for Hora Sfakion og omkring 75 kilometer fra Chania, finder du en af øens mest kendte strande, Frangokastello. Stranden har et helt specielt udtryk, da den er formet som en trekant og således strækker sig både mod sydøst og sydvest. Derudover er indtrykket voldsomt med høje, skarpt markerede bjerge som baggrund i et ellers goldt landskab, og et gammelt venetiansk fort indrammer den dejlige strand og giver den yderligere karakter.

Stranden er rolig og lavvandet og passer fremragende også til de yngre børn. Sandet er blødt, sandslotvenligt og fint, og vandet klart turkisblåt. Hvis det er blæsende i vejret, kan stranden lide under, at der let bliver pisket sand op, så stranden gør sig allerbedst på mere vindstille dage. Den er velbesøgt i højsæsonen, men har ud over godt med solsenge også et begrænset udbud af service. Du finder dog ikke nogle virkeligt gode restauranter omkring slottet.

Vest for hovedstranden finder du den lange strand Vatalos, der har en blanding af sand og småsten, som gør den ideel til snorkling. Hvis du i stedet går cirka 300 meter øst for hovedstranden, finder du stranden Orthi Ammos, kendt vidt omkring for sine store sandklitter.

Slaget ved Frangokastello og Danalis spøgelseshær

Det venetianske fort Frangokastello er særdeles velbevaret og mægtigt. Det blev bygget af venetianerne i 1371 som værn mod pirater. Den 17. maj 1828, under den græske frihedskrig mod tyrkerne, udkæmpedes der et berømt slag ved fortet. De kretensiske tropper søgte tilflugt på slottet, men tyrkerne belejrede det i en uge. Under denne belejring døde deres leder Dalanis og 350 af hans mænd. Det siges, at det er netop denne hændelse, der ligger til grund for et underligt fænomen på årsdagen for slaget ved Frangokastello hvert år. Ved daggry ses en lang række af bevæbnede, sortklædte mænd - Dalanis spøgelseshær - marchere mod slottet. Når forsamlingen når havet, forsvinder den gennem solens stråler. Fænomenet med en lang procession af skygger kaldes Drasoulites (dagskygger) og tager omkring 10 minutter og har mange forskellige forklaringer. Det opfattes dog så virkeligt, at det flere gange i krigstid blev opfattet som rigtige tropper og ikke en luftspejling, og der derfor blev åbnet ild i mod den. Det skete så sent som under anden verdenskrig.