Fantastiske Falassarna

En topplaceret Kreta-strand

Falassarna (som nogle gange staves Phalasarna) ligger på Kretas vestkyst. Under hellenismen (323 - 30 f.Kr.) var Falassarna en af Grækenlands vigtigste havnebyer.

Falassarna stranden er ofte med på listen over verdens top-100 smukkeste strande og de 10 bedste i Europa. Det er let at forstå. Den fantastiske sandstrand består egentlig af fem strande med forskellige navne. De har sand, der skifter i koralrosa farver, strandene er lange og brede, så der er god plads til alle, og vandet er turkisblåt med en blød sandbund. Derudover ligger ruinerne efter det antikke Falassarna i den nordlige ende af stranden - et hit for alle arkæologientusiaster.

Flere udmærkelser

Men Falassarna er ikke bare antikke ruiner og en smuk strand. Naturen spiller også en vigtig rolle og er klassificeret som et ”Natura 2000-område”. Det betyder, at EU har vurderet, at floraen og faunaen her er så unik og vigtig, at den har fået en særlig beskyttelses- og bevaringsværdi. Som om det ikke var nok, kan Falassarna også prale med det ”Blå flag”, et symbol for den internationale miljømærkning, der en gang om året uddeles til strande af organisationen FFE, Foundation for Environmental Education. For at blive belønnet med et blåt flag skal stranden leve op til visse krav vedrørende vandkvalitet, miljø, sikkerhed og service.

Falassarna ligger ca 45 kilometer fra Chania, omkring en times kørsel i bil, og 20 minutter i bil fra det nærmeste større feriested, der hedder Kissamos.

Det er nemmest at tage dertil med bus fra Chania eller Kissamos, ellers med en udlejningsbil.

Falassarna er absolut børnevenlig, men når der kommer vinde fra vest, blæser der rigtig høje bølger ind mod kysten,og så er stranden mere egnet for entusiastiske windsurfere.

Gå ikke glip af!
Solnedgangen i Falassarna. Den er magisk!