Heraklion

Historisk havneby med intenst restaurations- og caféliv

Heraklion er den fjerdestørste by i Grækenland og den største på Kreta. Byen ligger midt på øen og har, ligesom andre større byer, meget liv og gang i den. Her ligger Kretas største lufthavn, havn og busknudepunkt. Men byen er mest kendt for sine historiske mindesmærker og for sine hyggelige beværtninger, cafélivet og det pulserende natteliv. Når det gælder shopping, har Heraklion de fleste store butikskæder, men også et stort antal butikker, håndværksboder og flere markeder, hvor du kan købe lokalt producerede varer som fx krydderier, olivenolie, honning og ouzo.

7 seværdigheder du ikke bør gå glip af

1. Knossos

Paladset i Knossos blev opdaget af den britiske arkæolog Sir Arthur Evans i 1894 og den minoiske kulturs hovedsæde. Man tror, at det blev bygget nogenlunde samtidig med pyramiderne i Egypten. De mest sensationelle fund var de fresker, der dækkede væggene i paladset. Flere fund har man dog ikke kunnet tyde, som fx indskrifterne, der er skrevet med en form for hieroglyffer.

2. Det Arkæologiske Museum

De bedste arkæologiske fund fra Knossos opbevares nu om stunder på det Arkæologiske museum i Heraklion. Et moderne museum med masser af ting fra den minoiske tidsalder. Et tip er at besøge museet først og derefter tage Knossos. På den måde får du en bedre forståelse af fundene ude ved paladset.

3. Agios Titos kirken

Den Hellige Titus var elev hos apostlen Paulus. Han er også Heraklions og Kretas skytsengel og siges at være begravet i denne smukke kirke, der bærer hans navn. Kirken ligger ved et lille torv, som også har det samme navn.

4. Sankt Minas Katadral

En af landets største græsk-ortodokse katedraler med plads til 8000 personer. Den blev opført i 1895 og er sæde for Kretas ærkebiskop.

5. Sankt Markus Domkirke

Kirken blev bygget i 1239 og var i nogle år Heraklions væsentligste domkirke. I dag anvendes den til kommunalt kunstgalleri. Bygningen er omtalt på grund af sin smukke venetianske arkitektur.

6. Den gamle venetianske havn

Sørg for at slentre rundt på må og få i den gamle venetianske havn; kig på fiskerbådene og få en følelse af, hvordan det kan have set ud før i tiden. Her er der et mylder af caféer, hvor du kan holde en pause.

7. Venetianske murer

Heraklions gamle befæstninger omringer den gamle bykerne. Byggeriet af dem blev påbegyndt i 1462. Murene hører til de største i Middelhavsområdet, og deres formål var at holde osmannerne på afstand af byen. Et tip er at klatre op på muren. Den bedste udsigt får du ved Martinegobastionen.

3 hurtige om Kretas og Heraklions historie

  • Da araberne erobrede Kreta i år 824, grundlagde de en borg dér, hvor Heraklion nu ligger.
  • I år 961 faldt borgen efter en belejring af det byzantinske kejserdømme. En ny by ved navn Chandaz blev opbygget her. Venetianerne købte Kreta i 1204 og forandrede det arabiske navn til Candia. Under deres styre voksede Candia sig til en af de største havne i det østlige Middelhav.
  • Det Osmanniske Rige erobrede byen i 1669, og dets styre fortsatte til 1898, hvor staten Kreta blev dannet. Byen fik så navnet Heraklion efter en romersk by ved navn Heracleum.