Cretaquarium

Hvis du mod forventning vil have en lille pause fra solskinnet og strandlivet på Kreta, kan det være en god idé at tage en udflugt til det offentlige og velholdte akvarie uden for Heraklion. Cretaquarium ligger nærmere bestemt lige ud til havet i Thalassocosmos, cirka 15 km øst for Heraklion og er velegnet til besøgende i alle aldre, der har en lille smule interesse for dyr og natur.

Her kan du gå rundt og se på en fascinerende undervandsverden bestående af 60 vandtanke af forskellig størrelse. Tankene indeholder ikke mindre end 1,7 ton havvand, og er hjem for 2000 forskellige akvatiske arter, hvoraf mange af dem repræsenterer det spændende liv under Middelhavets overflade.

Akvariet blev bygget på initiativ af medlemmerne af Kretas institut for marinebiologi. Personalet, der arbejder her, er eksperter inden for deres områder og arbejder også med forskellige uddannelsesprogrammer ud over at tage sig af akvarieanlægget og deres miljøer.

Alle mulige slags fisk og økosystemer

Akvariet er inddelt i forskellige sektioner, hvor de besøgende kan opleve helt forskellige økosystemer og dermed forskellige skabninger. Først og fremmest kommer du til at få indblik i de mørke vandmiljøer, hvor solens stråler aldrig rigtig når ned. Her finder du blandt andet rokker og røde skorpionfisk.

Længere inde i akvariet kan du blive klogere på livet ude på åbent hav. Her svømmer der for eksempel imponerende hajer og nuttede havskildpadder. I akvariet er der også en afdeling for arter, der er specifikke for kystområdet, samt en sektion for tropiske arter som farveglade klovnefisk.

Besøgende til akvariet kommer oftest i taxa, i egen bil eller med bus. Busserne til og fra Heraklion afgår regelmæssigt, hvert 20. minut om sommeren og to gange i timen om vinteren. Entreen er 9 Euro for voksne (6 Euro i lavsæsonen fra 1. oktober til 30. april) samt 6 Euro for børn og unge mellem 5-17 år. Børn op til fire år kommer med andre ord ind gratis ind.