Agios Georgios

Agios Georgios på den nordøstlige del af Korfu, cirka 35 kilometer nordvest for øens hovedby, består af en vidstrakt strand, der ligger i en rolig bugt. North tilføjes for ikke at forveksle den med stedets navnebror i sydvest, og navnet Pagi bruges også nogle gange som betegnelse for den nordlige Agios Georgios - en betegnelse, der kommer fra navnet på en nærliggende bjergby.

Stranden anses for at være en af Korfus bedste og mest trygge strande. Dens fine, gyldne sand strækker sig over 5 kilometer, vandet er mørkeblåt og krystalklart, og stranden indrammes af grønne bjerglandskaber og pinjetræer. I højsæsonen tilbydes der vandaktiviteter som paragliding, bananbåd og vandscooter, men stemningen på stranden er rolig ligesom på hele feriestedet. Det gør, at Agios Georgios er særligt værdsat af børnefamilier. Derimod er det ikke helt usædvanligt, at en del bølger slår ind mod stranden. Solsenge og parasoller udlejes af de ferie-resorts, der ligger langs stranden.

Der er en hel del restauranter og tavernaer, der serverer typisk græsk mad af god kvalitet, og du kan også finde nogle butikker og et antal barer - men overordnet er stemningen i Agios Georgios særdeles rolig. Her tager du til for at nyde skønne dage med fokus på sol og hav.

Meget er bygget op omkring turismen i Agios Georgios, og bebyggelserne på dette turiststed er spredt ud over et større område. For at få en mere historisk følelse kan det være en god idé at tage til Korfu by. Dér findes en lang og spændende historie og masser af ruiner, bygninger og levn fra fordums tider.

Den hyggelige by Afionas og den smukke strand Porto Timoni

Hvis du leder efter lokal stemning tættere på Agios Georgios, kan du tage til den lille by Afionas, som ligger på en høj klippe et stykke fra Agios Georgios. Alfionas er en gammel by med smalle gyder, intensivt blomstrende lunde, og den har også Korfus karakteristiske arkitektur. Nogle huse er blevet renoveret og malet i klare farver, og du kan finde nogle tavernaer og caféer med fantastisk udsigt over bugten og til den ene side - Agios Georgios. Til den anden side ligger stranden Porto Timoni, som du dog ikke har udsigt over, da Afionas by ligger imellem. Det er en postkortsmuk ”dobbeltstrand” med to strande, som deles af en lille stribe med buskbeklædte klitter, og strandene ligger i hver deres bugt. De pittoreske stande er små, men meget værdsat af dem, der tager derhen, da de er utroligt smukke og rolige - her finder du ingen service, men blot en fuldstændigt naturlig strand. Stranden er lidt stenet, og der er god mulighed for snorkling. Her kan du gå til fra Afionas på en 40 minutter lang vandretur på ujævnt underlag, eller du kan tage ruten over havet med en båd fra Agios Georgios.