Montmartre

Pittoresk kvarter med hyggeligt restaurations- og barliv

Montmartre, som også kaldes for ”La Butte”, er et af Paris mest velbesøgte områder. Flere end 8 millioner turister besøger Montmartre hvert år.

I 1800-tallet var Montmartre en lille forstad til Paris. Da det var billigt at bo her, bestod indbyggerne mest af studenter, forfattere og fattige kunstnere. Bohemerne førte et letsindigt liv med glade fester og sene nætter. På den måde opstod ryet om det glade liv i Montmartre. Dengang var der omkring 40 vindmøller i Montmartre. Møllerne blev efterhånden omdannet til forskellige underholdningssteder. I dag er der kun to vindmøller tilbage, Moulin de la Galette på rue Lepic og Le Moulin Radet på Hameau des artistes. Men Montmartre har bevaret sin feststemning. Her vrimler det med intime barer, hul-i-muren-restaurationer med rød-hvid-ternede duge og hyggelige caféer.

Landlig charme

Det er lykkedes Montmartre, i modsætning til mange andre bydele i Paris, at bevare sin landlige charme med brostensbelagte gader, smalle gyder og lave huse. Takket være de stejle bakker og de smalle gader er her næsten ingen trafik. Det har gjort Montmartre til et hyggeligt og meget eksklusivt beboelsesområde, som næppe længere bliver beboet af fattige studenter. Tværtimod bliver kvarteret nu spøgefuldt kaldt for Paris Beverly Hills, da mange kendisser, både franske og udenlandske bor her.

Og midt i dette pittoreske område, på den 149 meter høje Montmartre-bakke, tårner den marengslignende kirke Sacre Coeur sig op.

Karikaturer og vinranker

Lige i nærheden af Sacre Coeur ligger Place du Tertre. I middelalderen lå der her en galgebakke, der tiltrak store folkemængder. I dag er Place du Tertre kunstnernes arbejdsplads. Her prøver de at tjene deres levebrød, når de sælger egne malerier, portrætter og karikaturer. Der er ikke langt fra karikaturer til vinranker midt i byen. Gå ikke glip af Montmartres smukke vingård, som ligger på rue des Saules, nogle minutters gang fra Place du Tertre.

Vidste du at…
Navnet Montmartre kommer af Monts des Martyrs, som betyder ”Martyrernes bjerg” efter den kristne martyr St-Denis, der blev halshugget her af romerne i 250 e.Kr.