Marais

Paris' levende og farveglade kvarter

Farveglade Marais byder på et herligt miks af barer, kunstgallerier, spøjse nipsbutikker, vintageforretninger, antikvariater og smarte indretningsbutikker. Indbyggerne består også af en velsignet blanding af mennesker i forskellige aldre, hudfarver, religioner og seksuel observans. Marais er som et lille New York i miniature-udgave - og det syder af liv!

Fra sump til trend

Marais, eller Le Marais på fransk, betyder sump, og det er præcis, hvad det var i 1100-tallet, inden området blev drænet.
Marais begyndte først at blomstre i 1612, da Henrik IV anlagde Place des Vosges, som blev et eftertragtet beboelsesområde blandt adelen (selv om stedet dengang hed Place Royal). Men populariteten varede kun til begyndelsen af 1700-tallet. Derefter var det store huse lige uden for Paris, der tiltrak de rige. Marais blev så i stedet befolket af fattige jødiske immigranter, og bydelen forfaldt.

Sådan var det frem til 1969, da den daværende kulturminister André Malraux besluttede at gøre noget ved sagen. Han K-mærkede (kulturelt bevaringsværdigt) hele området og satte et stort restaureringsarbejde i gang. I dag anses Marais for en af Paris mest trendy bydele.

Interessante museer og pompøse huse

I Marais findes der mange synagoger og jødiske skoler. Den jødiske befolkning er strømmet til Marais af flere omgange. Først kom ashkenaser, jøder der immigrerede fra Østeuropa. Derefter kom sefardern, jøder først og fremmest fra Tunesien, Algeriet og Marokko. I Marais bor de side om side.

Marais er ikke kun farvestrålende folkeliv. Her er også nogle rigtig interessante museer, for eksempel Picasso-museet, der åbnede sine porte i 1986 i Saltpaladset. Her kan man både se kunstnerens egne værker og hans private samling.

Det moderne museum Centre d’Art et de Culture Georges Pompidou (også kaldet Beaubourg ) blev indviet i 1977 og var genstand for megen diskussion. Mange syntes, at bygningen forstyrrede det parisiske bybillede. Andre mente, at huset var flot og netop så underligt, som et museum for moderne kunst bør være.

Paris bymuseum, musée Carnavalet er også et besøg værd.

5 ting du bør se i Marais

  • Place des Vosges. I 1600-tallet var det her adlens favoritsted. I dag er det et smukt sted, hvor pariserne gerne holder en pause på græstæppet. I nr. 6 havde forfatteren Victor Hugo sin bolig.
  • Rue des Rosiers. Den ”jødiske” gade har en stribe af hyggelige restauranter, madforretninger og souvenirbutikker. Her finder du også Paris bedste falafelsteder og butikker med jødiske delikatesser.
  • Det svenske kulturinstitut ligger i et smukt 1600-tals palads, Hôtel de Marle, på 11 rue Payenne.
  • Rådhuset, Hôtel de Ville, på torvet af samme navn har været rådhus siden 1357.
  • Marché st Catherine. Et bedårende lille “hemmeligt” torv omringet af hyggelige restauranter og barer.