Makronissos Beach

Mange har hørt om Nissi Beach på det sydøstlige Cypern, som bestemt også er dejlig, men som også trækker mange mennesker til. Blot et par kilometer vest for Nissi ligger Makronissos, der er et roligere og ikke lige så kendt strandalternativ.

Makronissos og dens småbugter danner en kridhvid og meget værdsat strand med finkornet og silkeslebent sand i nærheden af Ayia Napa. Den hvide strand lokker besøgende til, der har lavet deres research, og de små bugter gør, at vandet er forholdsvis roligt. Vandet er krystalklart og giver et turkisblåt indtryk på lang afstand. Stranden er også lavvandet, hvilket gør den til et perfekt opholdssted for børnefamilier. Vær dog opmærksom på, at der er koraller på bunden, som gør, at både børn og voksne skal se sig godt for, når de sætter fødderne ned.

Selv om stranden har færre besøgende end den nærliggende Nissi Beach, bliver der fyldt ganske godt op med folk op ad dagen, især om søndagen, når cyprioterne selv kommer hertil på deres fridag. Så derfor gælder det om at komme hertil tidligt om morgenen og undgå søndage så vidt, det er muligt, så man kan nyde de første rolige timer for sig selv på en stort set mennesketom strand.

Der tilbydes dykning, vandski og paddleboard

Hvis du bliver træt af at ligge i en solstol, er der flere forskellige slags vandsport, du kan prøve; alt fra dykning til vandski og fra Stand up paddleboard (SUP) til padlebåde. Hvis du er nybegynder, bør du prøve aktiviteter som SUP om formiddagen, for om eftermiddagen plejer det at blæse mere op ved stranden.

Du kan også komme af med lidt overskudsenergi ved at gå en tur langs stranden mod Landa Beach, Adams Beach og til sidst Nissi Beach. Gåturen tager op mod en halv time, og du kan gå langs vandkanten næsten hele tiden.