Golden beach

Populær strand uden for Aiya Napa

Golden Beach er en populær strand og en af de største og smukkeste på det nordlige Cypern og ligger i Protariasområdet i udkanten af Aiya Napa, næsten allerlængst ude på Karpass-halvøens nordøstlige pynt. Her ånder der ro og fred, og du kan se frem til skønne stranddage med fokus på afslapning. Her møder gyldne, bølgende sandklitter roligt og klart vand, og det er ikke usædvanlig, at vilde æsler lunter rundt på de omkringliggende bakker. De lever frit på hele Karpass-halvøen. Golden Beach er en del af en nationalpark, og her yngler havskildpadder.

Med andre ord er Golden Beach en total kontrast i forhold til dens intense modsætninger som Nissi Beach, men den byder alligevel på en vidunderlig stranddag. Her finder du finkornet, hvidt sand, krystalklart vand, og den er børnevenligt lavvandet. Dette er en naturlig strand, der lokker mere med skøn afslapning og smuk indramning end servicetilbud. Der er nærmest ingen solstole eller parasoller - et fåtal i nogle perioder af sæsonen, når det går højt, men der er toiletter og brusere. Du finder et par enkelte restauranter i forbindelse med stranden. Nogle besøgende fortæller om efterladt affald. Ryd op efter dig - og tag måske en ekstra pose med til at samle det op, der er der, hvis det er nødvendigt, og gør på den måde en ekstra indsats for denne perle af en strand, og ikke mindst for havskildpadderne, der klækker deres æg her. To slags havskildpadder lever i nærheden af Karpass-halvøen og Golden Beach: Uægte caretta-skildpadder (Caretta Caretta) og Grøn Havskildpadde.

Ved stranden sider er der lave, golde klipper. Her er snorkling populært - blot nogle få svømmetag ud i vandet fra klipperne har du god sigt i det klare vand. Hvis du er rigtig heldig, kan det lykkes dig at svømme i nærheden af en havskildpadde.

Fra mere intenst og beskidt til nationalpark

Det er værd at bemærke, at denne strand er gået fra at have haft større udbud med flere restauranter og barer på stranden til, at disse er blevet revet ned for at give stranden en chance for at komme sig igen - og kunne vende tilbage til det oprindelige: en helt naturlig strand i et smukt område. Nogle gange er der blevet fundet affald fra nedrivningerne efterladt på stranden, og udtalelserne fra besøgende har været blandede. De seneste rapporter, fra efteråret 2018, taler igen meget mere varmt om stranden. Der er kommet nogle restauranter tilbage, og de lokale myndigheder rydder op og fjerner affald i større udstrækning. Nu til dags taler de seneste rapporter om en magisk smuk og naturlig uberørt strand - og vi håber, det får lov til at blive ved med at være sådan.