Den Blå Lagune

Badevig med turkist og krystalklart vand

Det er ikke svært at forstå, hvorfor den Blå Lagune af mange betragtes som et af de fineste steder på Cypern! Ikke nok med det turkise og krystalklare vand, lagunen er smukt indrammet af omgivelserne, hvor du ser bjergene i Akamas National Park tårne sig op i baggrunden. Den Blå Lagune ligger på den nordvestlige side af øen, cirka 50 km nord for Pafos. Tag hertil og tilbring en skøn dag med afslapning, sol og masser af badning.

Snorkling i det klare vand

Den Blå Lagune ligger i en beskyttet vig omkranset af klipper, hvilket medfører, at vandet ofte er varmere her end ved andre badesteder på Cypern. Vandet får sin skønne turkise farve takket være, at bunden består af hvidt sand. Vandet i vigen er nærmest transparent, så det er et perfekt sted at udforske livet under overfladen med snorkel og maske, eller hvorfor ikke medbringe dykkerudstyret. Der er masser af forskellige slags fisk at opleve.

Hvordan finder jeg den Blå Lagune?

Den bedste måde at komme til den Blå Lagune på er ved at tage på en bådudflugt fra den lille fiskerby Latchi. Du kommer nemmest til Latchi med en udlejningsbil, cirka en times kørsel fra Pafos. På vejen dertil kan du passende stoppe i en af de små byer og spise frokost på en hyggelig taverna. Bådturen langs det smukke kystlandskab er en oplevelse i sig selv, du sejler blandt andet forbi Afrodites klippe. Bådene plejer at blive liggende i lagunen i nogle timer, så der er god tid til at bade. Om bord serveres der ofte snacks og kolde drikkevarer.

Du kan også køre til den Blå Lagune, men så har du brug for en jeep eller et firehjulstrukkent køretøj. Vejene er nemlig ujævne og absolut ikke tilpassede til almindelige biler. Fra Pafos tager køreturen cirka 1,5 time.