Cyperns fineste strande

1. Fig Tree Bay - familiefavorit i beskyttet bugt

Det er let at forstå, hvorfor Fig Tree Bay Beach ved den lille by Fig Tee Bay (også kaldet Protaras) er blevet en familiefavorit. Knaldblåt lavvandet vand, finkornet sandstrand, hyggelige tavernaer og højt serviceniveau. Snorklingen er også fantastisk, da stranden ligger i en beskyttet vig, så man slipper for høje bølger. Fig Tree Bay har derudover fået den internationale miljøudmærkelse ”Blåt Flag”, der betyder, at vandet har en høj kvalitet, stranden er ren og servicen er i top. Og hvis du bliver træt af at sole dig og bade og vil have lidt mere liv, måske shoppe lidt, så ligger feriestedet Ayia Napa kun en kort taxatur sydpå.

2. Nissi Beach - topvurderet paradisstrand

Nissi Beach ligger ved kysten lige uden for det populære feriested Ayia Napa. Den smukke strand har været med på flere toplister over verdens fineste.
Her er sandet blødt og hvidt som perlemor, og vandet er turkisblåt. Strandens navn kommer fra det græske ”nissi”, som betyder "lille ø". Navnet har den fået efter den lille ø, der ligger lige ud for stranden. Præcis ligesom Fig Tree Bay kan Nissi Beach prale med miljøudmærkelsen Blåt Flag. Ved stranden finder du også masser af sportsaktiviteter, alt fra vandski til paragliding. Her ligger restauranterne også på rad og række. Og hvis du vil have et endnu større udbud, ligger Ayia Napas centrum kun nogle kilometer væk.

3. Cape Greco - naturskønne klippebad og fantastisk snorkling

Cape Greco er et naturreservat, nogle kilometer væk fra Ayia Napa. Naturen og udsigten herfra er fantastisk. Cape Greco er perfekt til klippebad, snorkling og dykning. Klipperne, havgrotterne og det krystalklare smaragdgrønne vand gør snorklingen ekstra dejlig og spændende. Mange kommer hertil i bil eller på knallert, men hvis man hellere vil gå, er der omkring en kilometer fra lokalbussen oppe på den store vej og ned til et lille kapel via en fantastisk udsigtsplads.

4. Konnos Beach – Cyperns egen favoritstrand

Konnos Beach ligger omkring 3 kilometer fra Fig Tree Bay (Protaras). Stranden regnes for en af Cyperns bedste og består af finkornet gyldent sand og turkisblåt vand, der egner sig perfekt til snorkling. Konnosstranden er bred og meget børnevenlig, da den er beskyttet mod blæst og næsten ikke har nogle bølger. Her er der et stort udbud af vandsportsaktiviteter, brusere og livreddere. Konnos Beach er også lokalbefolkningens favoritstrand, hvilket gør, at der i weekenderne kan være lidt flere folk end normalt. Du kan nå stranden med bil, motorcykel og cykel, eller til fods.

5. Makronissos Beach - gyldent sand og klart vand

Makronissos Beach er en fin strand lige uden for Ayia Napas centrum. Stranden består af 3 halvmåneformede bugter med finkornet, gyldent sand. Vandet er klart og lavvandet og derfor meget børnevenligt. Der er også udlejning af solstole, der er tavernaer og også et stort udbud af forskellige vandsportsaktiviteter. Hertil kommer du let med bus eller til fods. Bussen stopper ca. 500 meter fra stranden.