Hovedstaden Nicosia

Cyperns hovedstad Nicosia ligger ved floden Pedieos nogenlunde midt på øen. Nicosia har gamle aner. Man begyndte at bygge byen allerede i 300-tallet, og i 1000-tallet blev byen udnævnt til landets hovedstad.

Siden den tyrkiske invasion i 1974 har Nicosia været delt i en nordlig (tyrkisk-cypriotisk) og en sydlig (græsk-cypriotisk) del. Hvis man vil over på nordsiden, skal man sørge for at have sit EU-pas eller et nationalt ID-kort med. Miljøerne er ret forskellige. Den nordlige del er mere rå og farverig med basarer, markedsboder og moskéer med bønneudråb. Den sydlige er mere moderne med indkøbscentre, eksklusive butikker og smukt udstyrede kirker.

Nicosia er rig på populære seværdigheder

Du kommer aldrig til at kede dig i Nicosia. Her er der en overflod af seværdigheder. Og hvis du ikke orker at gå på museer, er en gåtur i Nicosias gamle bydel også en nydelse. Du kan slentre rundt i de smalle gyder og se alle de smukke huse, der er bevaret i gammel stil. Gå en tur hen til den gamle bykerne, Laiki Yitonia, med den venetianske bymur fra 1500-tallet. Gå heller ikke glip af den smukke Johannes-katedral med sine fantastiske vægmalerier.

Shopping-mulighederne er også et kapitel, der har gjort Nicosia kendt. For her kan du bogstaveligt talt finde alt. Enten på et eller andet shoppingstrøg eller i et moderne shoppingcenter.

Til sidst har vi værtshus- og udendørslivet, der er stort og afvekslende. Det myldrer med værtshuse, barer og diskoteker for enhver smag.