Inspiration
En nat i Rio

En nat i Rio

2018-12-31

Fra midten af februar og mere end en måned frem forvandles ferieøen Gran Canaria til en stor fest. Hele øen fejrer nemlig det årlige karneval. Gran Canarias hovedstad Las Palmas sender i år en særlig tanke til verdens største karneval i Brasilien med temaet: En nat i Rio. Så find fjer, farverige kostumer, guld og glimmer frem, og vær med den store folkefest og karneval på Gran Canaria.

Karnevallet foregår rundt om på øen fra midten af februar og langt ind i marts. Feriebyer som Mogán og Maspalomas får besøg af det omrejsende karneval. Den største fest finder sted i øens hovedstad Las Palmas fra den 21. februar til den 10. marts 2019.

LAS PALMAS KARNEVAL: 3 HØJDEPUNKTER

Drag Queen Gala

En af de mest berømte begivenheder under karnevallet er Drag Queen Galaen. Det er et unikt og underholdende show, som bliver afholdt ved Santa Catalina parken i hovedstaden. Underholdningen bliver leveret af internationale kunstnere, som gæster scenen, foruden de farverige og smukke drag queens.

Showet varer et par timer med en masse energi fra et veloplagt publikum. Arrangementet kræver billet, som kan købes i Santa Catalinas billetkontor omkring en uge før det store show. Prisen er kr. 75-120,-, men du skal være hurtig. Ofte meldes der udsolgt kun få timer efter billetlugerne åbner.

4. marts 2019 kl. 21, Santa Catalina Plads

Den store parade

Paraden i Las Palmas er det største arrangement på Gran Canaria under karnevallet, hvor omkring 200.000 personer deltager. Der er mere end 100 smukt udpyntede paradevogne, som kører gennem Las Palmas’ gader fra Vengueta til Isleta. Selve optoget tager omkring fire timer, og det er gratis at deltage. Efter paraden begynder karnevalfesten, der som regel fortsætter til næste morgen.

9. marts 2019. Paraden starter kl. 18.00 efterfulgt af festen kl. 22. 

De smukkeste kostumer vises frem på de mange vogne, som kører med paraden gennem Las Palmas.

Ofring af sardinen

Ligesom alle andre kanariske festivaller, så afsluttes festlighederne med ofringen af sardinen (entierro de la sardina). En stor folkemængde ledsaget af musik bærer den store sardin gennem gaderne. Ofte er folk iklædt sort for at vise deres sorg over, at karnevallet går mod sin afslutning. Optoget ender ved stranden, hvor sardinen bliver sat ud i havet. Ofringen afsluttes med et stort fyrværkerishow, som markerer karnevallets afslutning. Arrangementet er gratis.

10. marts 2019 kl. 19, fyrværkeriet starter kl. 21.00.

Vidste du at...

Karnevallerne var forbudt i godt 36 år under den spanske diktator Franco, som regerede fra 1936-75. Karnevallerne blev dog fejret i skjul under navnet ”vinterfest”.

Maspalomas karneval

På den sydlige del af øen har man valgt at markere 50. års jubilæet for den første månevandring ved at dedikere årets tema til netop månen.

Festen er centreret omkring det (særligt i LGBT-kredse) berømte shoppingcenter, Yumbo. Det endelige program er endnu ikke fastlagt, men du kan læse mere her, når begivenhederne ligger fast. Datoerne for karnevallet er dog bestemt, og besøger du området fra den 14.-24. marts 2019, kan du tage del i festlighederne.

Find alle TUI’s rejser til Gran Canaria her.