Oplev skytsenglen Skt. Spiridon på Korfu

Korfus skytshelgen hedder Skt. Spiridon.

Til daglig ligger han i sin sarkofag i Skt. Spiridonkirken i Korfu By, men hvert år den 11. august bliver han lukket ud, og som en sand konge, bliver han fragtet rundt i Korfu Bys smalle gader, der alle er fyldte til bristepunktet.

Her kan man få et blik af ham, og han minder mest af alt om Grauballe-manden. Man kan gå med i hans følge, som ud over ham selv består af omkring 30 forskellige orkestre (alle fra Korfu), spejderkorps, præster og massevis af ortodokstroende personer fra hele verden.

Sagnet siger, at Skt. Spiridon holder sygdomme væk fra øen, hvilket er grunden til, at han bliver fragtet gennem byen, så han kan beskytte øens indbyggere. Begivenheden finder sted om formiddagen, og finder du en plads i nærheden af Hotel Cavallieri, har du en god udsigt til hele optoget.

Skt. Spiridon døde i 348. I dag bliver mange drenge på Korfu døbt Spyros, efter netop Skt. Spiridon.

Skt. Spiridonkirken, hvor helgen ligger begravet. Mange ortodokse valfarter til kirken for at kysse hans sarkofag.