Gåtur langs den ensomme caribiske strand på Playa Bonitas i Den Dominikanske Republik

Tag en taxi eller andet transportmiddel fra Las Terrenas til Playa Bonitas (ca. 6 km). Gå derefter ned på stranden og følg den til venstre forbi en stribe på 5-6 hoteller. Når du runder pynten efter ca. 1 kilometer, venter en total uspoleret strand, hvor palmerne svajer i vandkanten.

Du kan nu vandre på den mest charmerende strand 4-5 km til stranden Playa Coson. Den er ikke bred, men palmerne og havet gør, at du følger dig hensat til paradis. Hvis du møder mere end 10 personer på din vej, er der ”rushhour” :0).

Medbring selv nogle drikkevarer til turen, da der ikke er nogle strandserveringer.

Efter ca. 4-5 kilometer kommer du til Luis Restaurant, og her venter der dig en oplevelse, du sent vil glemme. Luis restaurant ligger i en lille palmeplantage og består af et blikskur og en masse grille samt borde og stole direkte på stranden.

Du skal ikke lade dig forskrække af udseendet, for her kan du nyde de friskeste nyfangede fisk og skaldyr med tilhørende drikkevarer. Du kan eventuelt starte med en pinacolada (bed om at få den serveret i skallen af en annanas, så smager den bedst). Du vælger selv din fisk eller skaldyr, som tilberedes på grillen og serveres med ris, bønner, salat og chips. Servicen er varierende, og man skal have god tid, men det er absolut ventetiden værd.

Og mens du venter på maden, kan du nyde den fantastiske strand og den total afslappende caribiske atmosfære. Du bør mindst opleve dette sted én gang i løbet af din ferie.